Borgerforslagsstillere til foretræde for Sundhedsudvalget

05-11-2025

Nanna Brandt og Camilla Juliussen har tirsdag d. 4. november 2025 været på Christiansborg for at holde foretræde for Sundhedsudvalget i forbindelse med borgerforslaget om dansk assistance ved altruistisk surrogasi.

Forslaget er stillet af Nanna Brandt sammen med seks medstillere, heriblandt Camilla Juliussen – alle kvinder, der selv har båret børn for barnløse og derfor kender området indefra.

Borgerforslaget har opnåede de nødvendige 50.000 underskrifter og behandles nu politisk.

Et foretræde med håb og engagement

Efter besøget hos sundhedsudvalget har Nanna en god fornemmelse og er meget tilfreds med den interesse hun og Camilla blev mødt med.

"I dag fik vi som borgerforslagsstillere lov til at komme i foretræde – som det så fint hedder – foran Sundhedsudvalget på Christiansborg.
Camilla Juliussen og jeg præsenterede vores synspunkter på vegne af de seks kvinder, alle tidligere surrogater, der sammen har stillet borgerforslaget. Politikerne virkede meget imødekommende og velforberedte, og der var tydelig velvilje til at finde en løsning."
  – Nanna Brandt

Et ansvar for tryghed og danske værdier

Nanna Brandt indledte foretrædet med at understrege formålet med forslaget: at tage ansvar for at skabe en tryg surrogatproces i Danmark – baseret på danske værdier og klare regler fastsat af Folketinget.

Hun pegede på, at det danske fertilitetssystem i dag hjælper mange barnløse, men at der fortsat er grupper, som står udenfor:

“Den manglende støtte til disse grupper skaber i praksis et A- og B-hold, hvor alternativerne i udlandet ofte er dyre – helt op til 1,6 millioner kroner.”, pointerede hun.

Spørgsmål fra politikerne

Flere medlemmer af udvalget engagerede sig aktivt i dialogen.
Lea Wermelin (Socialdemokratiet) spurgte blandt andet ind til, om forslagsstillerne havde gjort sig tanker om, hvorvidt surrogasi kun burde være lovligt for nogle – for eksempel hvis man ikke selv kunne få børn. Nanna og Camilla svarede, at de ikke ønskede at differentiere mellem grupper, men at fokus bør være på tryghed og ligebehandling.

Christoffer Aagaard Melson (Venstre) spurgte, hvad der er vigtigst i en rådgivningsproces, og om den kvinde, der bærer barnet, bør have ret til at se barnet efter fødslen. Hertil svarede Nanna, at det vigtigste er kompetent og professionel rådgivning, så alle parter kan indgå en klar kontrakt om forløbet, forventningerne og relationen.

“En kvinde, der blev nægtet at se barnet efter fødslen, ville sandsynligvis takke nej til at være surrogat for et sådant par. Derfor mener vi, det bør være op til de involverede, hvad de skriver i kontrakten.”

Begge politikere rundede deres spørgsmål af med at understrege, at “vi selvfølgelig skal finde en løsning.”

"At mærke den opbakning – særligt fra hele regeringen, hvor Moderaterne allerede har meldt støtte – var utrolig opløftende", fortæller Nanna.

Rådgivning, jura og retfærdighed

I talen fremhævede Nanna også behovet for professionel rådgivning og juridisk klarhed. At der skal være mulighed for at udarbejde juridisk bindende aftaler, som både beskriver forløbet og fastslår, hvem de intenderede forældre er, inden graviditeten begynder.

Hun påpegede desuden behovet for klar økonomisk regulering, herunder et fair honorar for danske graviditetsdonorer. Til sammenligning modtager sæddonorer op til 6.500 kr. om måneden, mens ægdonorer får omkring 7.500 kr. pr. donation.

En fælles mission

Forslaget er fremsat uafhængigt af DARE, men går hånd i hånd med vores generelle mission – og specifikt vores arbejde for at ændre lovgivningen på området, så surrogasi i Danmark kan foregå trygt, lovligt og med respekt for alle involverede.

Læs også: Graviditetsdonorer skal ikke afskæres fra fertilitetsbehandling i Danmark

 

Camilla Juliussen (tv) & Nanna Brandt (th), PrivatfotoTekst

 

 


Bliv medlem af Dare Danmark i dag

Gå til tilmelding
10