≡ Menu

Mød DARE til disse events i august

Dare Hjerte

Selvom vi er en lille forening, gør vi meget ud af at skabe sociale events for vores medlemmer, deres venner og andre gode folk, som er nysgerrige på, hvad vi går og laver. Nogle er skabt for hyggens skyld, andre har lidt mere på hjerte.

I denne måned kan du møde DARE og blive klogere på vores sag til følgende events:

Sommerpicnic i Frederiksberg Have 6. august:

Den står på græs mellem tæerne og hyggeligt samvær, når DARE inviterer til sommerpicnic i Frederiksberg Have søndag den 6. august. Samme dag finder den legendariske chill-out musikfestival Stella Polaris sted i den smukke park, så picnic-hyggen får selskab af sprøde rytmer i det grønne.

Læs mere om eventet og hvordan du deltager her.

Debat – Familiedannelse: En kamp om lige rettigheder 15. august:

Hvad sker der, når man får børn via surrogacy? Bliver homoseksuelle transpersoner dobbeltdiskrimineret ved adoption?
Vi finder svarene, når den danske lovgivning kommer under lup i Copenhagen Prides debattelt på Regnbuepladsen lige ved siden af Københavns Rådhus. Vores panel debatterer de uligheder, LGBTQIA-personer møder, når de danner familie.

Læs mere om eventet og hvordan du deltager her.

Gå med DARE til Copenhagen Pride Parade 19. august:

Gå for lige rettigheder for alle familiekonstellationer. For første gang deltager DARE i den store Pride Parade lørdag den 19. august. Her vil vi vise, at drømmen om at stifte familie kan være en kamp, når man falder uden for de gængse kategorier og fertilitetsmuligheder.

Læs mere om eventet og hvordan du deltager her.

Alle har en mening om surrogaci

alle har en holdning

”Ej, men hvor er det også bare en spændende diskussion.”

”Nej, egentlig ikke” svarede min mand, mens vi begge tog en dyb indånding. ”Det er det faktisk ikke”.

Vi befinder os i det limbo, hvor der endnu ikke er sparet helt nok sammen til vores største drøm så småt kan tage sin begyndelse. Vi har i mange år talt om, hvor dejligt det vil blive at få børn, men vi har først for alvor sat os ind i processen for et lille års tid siden.

Siden da, har der været flere ups and downs, senest da vores andelsforening gik konkurs og vi måtte æde en ordentlig tilbagesætning i forhold til vores opsparing. Samtidig har det heldigvis vist sig at det fællesskab der er omkring surrogacy, er utrolig imødekommende og fuld af ildsjæle. Det gør en ellers kompliceret proces meget mere overskuelig og fortrøstningsfuld.

Der er naturligvis mange ting, vi går glip af når hverken min mand eller jeg kan bære barnet. Når vi derfor har valgt at inkludere en håndfuld af vores nærmeste venner og familie i planerne, har det været i et ønske parallelt med de fødedygtiges ”vi har besluttet os at gå i gang med at forsøge at blive gravide”.

For os har det været en dejlig og stor beslutning som vi har glædet os til at dele med vores allernærmeste. Det er på sin vis et lige så rørende øjeblik og en markering af en ny fase af vores liv, ligesom da vi fortalte at vi var blevet forlovede og senere gift. Det er måske netop også derfor, at det nu føles så anderledes når reaktionerne dengang var ren glæde og lykønskninger fra vores pårørende.

Det plejer at starte meget fint, folk bliver glade og fortæller hvor stort det er. Hvor fantastisk det er, at vi skal have børn og hvor meget de glæder sig til at blive en del af vores kommende børns liv.

Men så sker der også noget derefter. Det bliver ikke blot ved lykønskningerne og glæden ved at skulle være hyggetante eller weekend-onkel. Så begynder debatten nemlig:

”Det er også alligevel flot at nogen vil lægge krop til.”

”Hvordan sikrer I jer at donor og surrogatmor gør det her frivilligt?”

”Det er godt nok også en gråzone i forhold til det etiske, hva’?”

”Har I overvejet hvordan I vil reagere hvis surrogatmor vil beholde barnet?”

”Jeg kan virkelig godt forstå, hvis hun knytter sig til barnet og vil have svært ved at slippe det. Det er jo også lidt et slags overgreb på hendes følelser”.

Og listen fortsætter.

Ja, undskyld mit franske; men hvad fanden bilder folk sig egentlig ind?

Selvfølgelig har vi overvejet det etiske. Selvfølgelig har vi sat os godt og grundigt ind i forholdene og processen for både donor og surrogatmor. Selvfølgelig er der følelser og menneskelige kroppe i spil, men det betyder ikke at surrogacy hverken udnytter de involverede eller er lighedstegn med illegal menneskehandel. Selvfølgelig er der ingen der mere end os, ønsker at den fantastiske kvinde der skal bære vores barn i fremtiden, har det godt – og gør det fordi hun VIL.

Når folk bringer det ”spændende” dilemma eller de ”interessante” etiske principper på banen, glemmer de at der sidder to mennesker overfor dem som aldrig har inviteret til den debat. Ligesom vi heller ikke påpegede den ”interessante” risiko ved at få et barn med fysiske skavanker eller forældre med fødselsdepressioner, da de selv med glædeslys i øjnene berettede om deres egen graviditet. Det ville være upassende og totalt uden for kontekst. Vi valgte at dele vores glæde ved at skulle have børn – ikke at åbne op for en debat om vores livsstil eller valg her i livet.

Surrogacy er på en måde et emne som alle kan have en holdning til. Når man i retorik skulle øve sig i at fremstille argumenter var prostitution, aktiv dødshjælp – og nu også surrogacy – oplagte emner, fordi det var nemt at have holdning til, og ikke noget der krævede videre research. Alle har nemlig ret til at have en mening når det kommer til menneskeliv – og alle kan blive enige om at det er forkert at udnytte andre mennesker.

Forskellen her er blot at vi ikke befinder os i en undervisningstime i dansk eller retorik på gymnasiet. Der er ingen som har lagt op til fællesdiskussion eller kritik af surrogacy, og når vi pludselig går fra at tale generelt om surrogacy, og i stedet bruger ordet ”vi” er det første folk svarer ”Men det er jo heller ikke fordi jeg har noget imod jeres beslutning eller surrogacy, men det er bare også så spændende en diskussion!”

”Nej, egentlig ikke” svarer vi igen i håb om at vi kan vende tilbage til at tale om babyværelse og barnevogne.

– Anonymt par

fordomme

Min mand og jeg er på en lang rejse, hvor vi er ved at stifte familie ved hjælp af en rugemor i USA. I grunden bryder vi os faktisk ikke om ordet ”rugemor”, for hun er ikke barnets mor. I USA bruger de begrebet ”Carrier”, og det er lige præcis det, hun gør: Bærer vores børn. Vi håber nemlig på at få tvillinger.
I Danmark farer folk hurtigt i flint, når man taler om surrogacy. De kan ikke forestille sig, hvorfor en kvinde skulle ville lægge krop til et andet pars graviditet. Og når der så også kommer penge ind i billedet, er den helt gal. Jeg tror det er fordi, at vi i Danmark slet ikke ved nok omkring, hvordan det system fungerer. Folk, der tror, det handler om udnyttelse af kvinder, ved ikke hvad de taler om.

I USA er hele processen styret af FDA, som er den amerikanske sundhedsstyrelse. Kommercielt surrogacy har været lovligt i over 20 år, og kvinderne, som stiller op, skal både have født tidligere, have en sund økonomisk og psykologisk profil, samt et stærkt støttenetværk i form af familie og venner. De gør det ikke, fordi de ”bare har brug for pengene”. Vores bærer bliver kompenseret med ca. 200.000 danske kroner, hvilket på ingen måde er et livsændrende beløb for en amerikansk middelklassekvinde. Hun gør det langt hen ad vejen også fordi, hun gerne vil hjælpe, og vi ser pengene som en tak for de fysiske, medicinske og mentale belastninger, hun skal døje med undervejs.

Desuden er det ikke hendes egne biologiske børn, hun skal bære for os. Vi bruger sæd fra både mig og min mand sammen med æg fra en donor. Altså en helt anden kvinde. På den måde vil børnene, som vores bærer bliver gravid med, juridisk set være vores helt fra starten, ligesom det kan hjælpe på adskillelsesfasen, at bærer ved, at det ikke er hendes biologiske børn, hun skal føde og give fra sig.

Vi trænger i den grad til at få startet en offentlig debat herhjemme omkring hvad der er op og ned i forhold til kommercercielt surrogacy. Men så længe det er ulovligt, tør vi ikke stille os frem med navn og ansigt, selvom det sikkert ville hjælpe, så andre folk kunne relatere bedre til vores historie. Fordommene lever desværre i bedste velgående, og man kan ikke se nuancerne i en sag, før der bliver kastet et skarpere lys over den.

– Anonym

Friendship Together Bonding Unity Youth Culture Concept

Som homoseksuel er jeg vant til at være en minoritet og har flere gange i mit liv, især da jeg var yngre, skulle forklare mig om helt private emner der relaterede til min seksualitet. Det er en af grundene til at det ligger mig, og sikkert mange andre homoseksuelle, ret naturligt at tale om privatlivet. Jeg har som homoseksuel mand altid vidst at jeg ikke bare lige kunne få et barn, men skulle arbejde for at drømmen kunne gå i opfyldelse.

Nu har jeg fået muligheden for at møde heteroseksuelle par der er i samme båd som mig. Da jeg fandt ud af at måske halvdelen af alle der søger surrogacy som sidste mulighed er heteroseksuelle par blev jeg ret chokeret. Det er uforklarlig barnløse eller par hvor kvinden ikke kan få børn af helbredsmæssige årsager og derfor heller ikke kan adoptere. Jeg har observeret at den gruppe af heteroseksuelle par går langt mere stille med dørene end os homoseksuelle. Det lader til at være et dybt tabuiseret emne. Af dem jeg har talt med er der meget skam involveret for disse par – måske fordi alle, inklusive dem selv, altid har forventet at de nemt skulle få børn. Og de færreste har nogensinde været en minoritet med dertilhørende ulighed.

En stor del af homoseksuelles rettigheder gennem nyere tid kommer fra menneskeliggjorte historier. Hvis man tier, rykker det politiske landskab sig ikke. Min opfordring til jer heteroseksuelle par der ønsker jer børn gennem surrogacy ligesom os homoseksuelle par der heller ikke kan få børn: Tal om det – fortæl jeres historier. Det hjælper og I vil finde mange flere der er i præcis samme båd som jer. Og så kan vi allesammen, homoseksuelle som heteroseksuelle, kæmpe side mod ulighederne og diskriminationen i loven.

– Anonym

Jeg er hendes helt rigtige mor

Jeg er hendes helt rigtige mor

Hvornår vil I så fortælle hende, at du ikke er hendes rigtige mor??” Det spørgsmål er vi blevet mødt af overraskende mange gange. Og svaret er kort og godt “Aldrig!”. For jeg er hendes helt rigtige mor. Også selvom jeg ikke bar min datter under mit bryst. Jeg bar hende i hjertet i så mange år. Og siden da har jeg båret hende dagligt. Jeg har båret hende om natten, når hun havde mavepine, jeg har båret hende fra badet og ind foran brændeovnen for at få varmen, jeg har båret hende i Netto, når hun blev ramt af et hysterisk anfald, fordi hun ikke måtte få en chokolade. Præcis som alle andre mødre.

Jeg er min datters helt rigtige mor, fordi hun ikke har andre mødre. Hun har til gengæld en moster, som var så helt fantastisk at bære hende i maven, da hun ikke kunne ligge i min, men det gør mig hverken mere eller mindre rigtig.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige til min datter, at jeg ikke er hendes rigtige mor, fordi det ganske enkelt ikke er et sprog, vi opererer med i vores hjem.

Hun er fuldt ud bevidst om, at hun har ligget i sin mosters mave, men hun har intet begreb om dna, sprogbrug og omverdenens forståelse og fordomme. Hun ved bare, at jeg er hendes mor. Hvem skulle ellers være det??

For et par uger siden sagde hun det for første gang højt overfor en voksen udenfor familien – at hun har ligget i sin mosters mave. Og den voksne betvivlede hendes ord. Fortalte hende, at det var forkert. At hun altså havde ligget i sin mors mave. Heldigvis holdt hun fast, min mega seje 3-årige, og sagde, at det ikke passede. Gentog, at hun havde ligget i sin mosters mave, og den voksne lod snakken blive ved det. Og jeg er på en og samme tid ualmindeligt stolt af min datter og ualmindeligt nervøs. For det bliver ikke første gang, at nogen betvivler hendes ord, og hun kommer også til at stå overfor folk, som vil fortælle hende, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Og jeg må vælge at tænke, at de bare ikke ved bedre. Og at de, som rent faktisk kender til sagens sammenhæng, blot ikke er bevidste om ordenes magt. At de ikke tænker over, at de med deres valg af ord er med til ødelægge det sprog, som vi har brugt så lang tid på at skabe herhjemme. Et sprog, hvor forældreskab ikke er bundet op på gener, men kærlighed.

Det er egentlig kommet bag på mig, hvor naturligt det er faldet os at tale med vores datter om hendes tilblivelse. Omvendt har det vist sig at være en kæmpe udfordring at skulle opdrage på vores omgivelse og stå fast på, at de ikke har retten til at definere vores familie og mit moderskab. For det har de ikke. Den ret er min. Fordi jeg er hendes helt rigtige mor.

plan a2

Min mand og jeg har altid begge drømt om at få børn, og det har været en naturlig snak og et fælles mål lige fra starten af vores forhold, selv om vi er to mænd. Vi havde snakket længe med en lesbisk veninde om at stifte en regnbuefamilie, men da hun trak i land, inden behandlingen skulle til at gå i gang, var det en brat opvågning i forhold til, hvor skrøbelig den konstellation det kan være både i forhold til juridiske forældreroller, opdragelse og samliv.

Vi rettede i stedet øjnene mod adoption uvidende omkring, at det stort set er umuligt for et homoseksuelt par at adoptere et raskt barn fra udlandet. Selv om det er gjort lovligt at adoptere herhjemme, vil stort set ingen lande give deres børn til homoseksuelle. Det ene land, som alligevel har åbnet op, er Sydafrika, som giver mulighed for at adoptere et sygt eller handicappet barn – og så kan man stadig få lov til at kæmpe med udmagrende ventelister og tårnhøje gebyrer.

Vi havde slet ikke overvejet surrogacy, før en bekendt fortalte om mulighederne i USA. Vi forbandt det med noget etisk uansvarligt, der foregik i Fjernøsten, hvor kvinderne gjorde det af alle de forkerte årsager. Men pludselig åbnede der sig en ny chance: Vi havde alligevel fået muligheden for at kunne få vores børn med hjælp fra et land, hvor hele processen overvåges nøje af den amerikanske sundhedsstyrelse, og hvor psykologer, eksperter og læger følger med skridt for skridt.

Jeg tror simpelthen ikke, at surrogacy er nogens Plan A. Det er så omkostningstungt, at vi måtte sælge vores hus for at få råd til forløbet. Vi gav køb på selve vores fundament for at kunne opfylde vores drøm om at starte en familie. Først troede vi at det skulle være et regnbuebarn, dernæst et adoptivbarn, men i sidste ende bliver det et surrogacybarn. Og vi kunne ikke være mere lykkelige!

Generalforsamling 2017

Generalforsamling i DARE afholdes tirsdag d. 21. februar 2017. Se agenda og mere info i vedhæftede oversigt.

Generalforsamling DARE

surrogacy-giver-mig-muligheden

Vi ikke blot overvejer, men har besluttet os for at bruge surrogacy, som virker som det eneste rigtige for os. I fredags tog vi til Sverige for at mødes med repræsentanter fra et amerikansk bureau til en gratis konsultation. Da vi tog derfra, var jeg fuldstændig overvældet af al den information og af en ny følelse af håb for fremtiden.

Da jeg var 19 år, blev jeg meget sent diagnosticeret med MRKH-syndrom. For mit vedkommende betyder det, at jeg er født uden livmoder, men med velfungerende æggestokke. Min verden faldt fra hinanden den dag. For første gang siden dengang føles det nu som om, at stumperne, som tilsammen udgør min lykke, er ved at samles. At kunne sætte et barn i verden og skabe en familie sammen med den mand jeg elsker er mit største ønske. At kunne se den dybe kærlighed, min kæreste og jeg føler for hinanden, komme til live og blive legemliggjort i et barn, der biologisk set er vores eget, udgør for mig selve meningen med livet.

Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig. Jeg er håbefuld og dødsensangst. Der er så meget, der kan gå galt og samtidig så meget, der kan vindes. Som henholdsvis ambulanceredder og studerende er vi på ingen måde velstillede. Vi sætter os i dyb gæld, giver afkald på drømmen om et hus og involverer vores forældre i sådan en grad både økonomisk og følelsesmæssigt, at det ikke længere kun handler om os.

For en som mig, som altid ifører sig både livrem og seler og aldrig foretager sig noget spontant, føles det enormt grænseoverskridende at involvere sig i surrogacy. Ikke mindst fordi omstændighederne gør, at vi ikke kan spille med åbne kort. Vil jeg gøre mig nogen som helst forhåbninger om i Danmark at bliver anerkendt som et potentielt kommende barns mor ved fødslen og have ret til barsel, er jeg tvunget til at lyve for min arbejdsplads, for dele af min omgangskreds og over for det danske system. Jeg må sige, at jeg på en ferie til USA pludselig fødte et barn uvidende om min graviditet. Angsten for at nogen skal opdage, hvad vi er i gang med og forsøge at sætte en stopper for det, er næsten ubærlig.

Når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg indeholder den styrke, vilje, udholdenhed og optimisme der skal til for at det kan lykkes. Reaktionen hos vores forældre spænder vidt fra fuldstændig opbakning til tvivlsspørgsmål og bekymring. Det er svært at kaste sig ud i noget som i den grad får alarmklokkerne til at ringe hos andre. Men vi må forblive tro mod os selv, og jeg ved, at vi vil fortryde det, hvis vi lod denne chance passere.

– Anonym

for-mig-er-det-et-naturligt-valg

Jeg skal være rugemor for et homoseksuelt par. Det bliver med et donoræg, da grænsen for hvad min mand kan tolerere går ved, at jeg skal bruge mine egne æg. Vi overvejede Barcelona og en klinik, der ligger der, men da lovgivningen ikke tillader mænd at benytte rugemødre, skulle alting være fordækt.

Vi er i stedet ved at se på en klinik i USA, hvor alting nærmest foregår ved hjælp af et menukort. Det er en HELT anden verden end i Europa. Det er helt vildt hvad sådan en omgang koster! Det burde i min optik være lige så dyrt, som hvis det var heteroseksuelt par, der skulle igennem samme omgang, men det er rent faktisk dyrere for homoseksuelle.

Hvorfor gør jeg det? Jeg er jo blot veninde til min mands gymnasieven og hans partner?

For mig er det et naturligt valg! Intet kan få mig til at vælge nogle fra blot på grund af deres seksuelle orientering. Man burde som udgangspunkt blive spurgt ved lægebesøg herhjemme, om han har lyst til at donere et æg eller nogle sædceller. Tankegangen omkring mennesker, der føler sig nødsaget til at gå kreativt til værks for at stifte familie, nok ændre sig en smule.

et-stort-tomrum

Da vi mødte hinanden, snakkede vi hurtigt om, at vi skulle have børn sammen på et tidspunkt. Det havde været vores store drøm, også før mødte hinanden.

Vi startede ”projekt baby” for knap 12 år siden, og vi havde slet ikke ventet, at det skulle tage så lang tid. Et halvt år efter jeg stoppede med at tage P-piller, og der stadig ikke skete noget, tog vi til lægen. Vi blev hurtigt sendt videre til en fertilitetsklinik. Her fandt vi ud af, at jeg havde betændelse i mine æggeledere, og at jeg havde endometriose i svær grad. Herefter gik vi gang med at kunstig befrugtning, men ved det første forsøg var der slet ikke nogle af mine æg, der var gode nok til at arbejde videre med.

Vi blev noget chokerede, for vi skulle jo bare lige have lidt hjælp, og så skulle det nok gå. Sådan havde vi i hvert fald forstået det. Efter fire forsøg og fem operationer stod vi stadigvæk uden barn. Først blev min ene æggeleder fjernet, for den var for dårlig. Ligeledes fjernede de endometrioser. Dernæst blev den anden æggeleder og flere endometrioser fjernet. Ved de næste to operationer gik man igen til kamp mod endometrioserne. Til sidst blev jeg rådet til at få fjernet alt: Både æggestokke og livmoder. Mine æg kunne heller ikke bruges. Forud for den sidste operation i rækken forsøgte vi med donoræg ad to omgange i det private – uden held.

Så startede vores adoptionsproces. Vi blev godkendt, og glæden var stor, for nu skulle det nok lykkedes. Vi kom på den etiopiske venteliste, men kort tid efter opstod der problemer med Etiopien. Det var også nyhederne, og vores venteliste gik næsten i stå. Derudover kom der den ene gebyrstigning efter den anden. Det sværeste var følelserne omkring de meget lange udsigter til at vi kunne blive en familie. Der skete rigtig meget på adoptionsområdet på det tidspunkt, og det endte med, at begge adoptionsformidlende organisationer blev lagt sammen. Igen måtte vi vente, vente og vente. Kort tid efter de blev lagt sammen, gik ministeren ud og sagde, at vi nu slet ikke måtte adoptere fra Etiopien længere. Vores verden brød sammen igen, hvad nu? Vi skulle vælge et andet land, men var i tvivl. Hvilket land skulle vi vælge, for at undgå, at det hele ville ske igen? Vi tænkte meget over, at vi rent faktisk kunne stå i samme situation igen 2 år senere, hvis det nye land nu også lukkede i.

Min søster havde igennem længere tid sagt, at hun gerne ville være rugemor for os. Grunden til at vi ikke var gået ind i det tidligere var, at vi frygtede for alt det, hun skulle igennem. Det ville vi ikke byde hende.

Men nu er vi her, og situationen har ændret sig markant. Vi har sagt ja tak til hjælpen. Det har vi gjort efter grundige overvejelser og mange snakke, både mellem os på tomandshånd, men også sammen med min søster og hendes mand. Vi har snakket om vores praktiske muligheder, men også om hvordan vi kan være med i graviditeten og under fødslen. Jeg er helt sikker på, at vi alle kan klare det – både psykisk og følelsesmæssigt. Når vi mærker efter, er det bare det rigtige for os. Vi er heldigvis gode til at snakke om de svære ting, både med hinanden, men også med min søster og svoger.

Det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men et spørgsmål om hvornår. Vores aftale går på, at vi om et år skal finde ud af, om det er nu, vi skal i gang, eller om vi skal vente lidt længere. Årsagen er, at min søster og svoger fik en søn i slutningen af 2015. Nu skal hun ovenpå igen, og de skal have en hverdag op og køre, når hun starter på arbejde og han i dagpleje. De har derudover 2 dejlige piger.

Min søster og jeg er meget tætte, og min mand og jeg er hende evig taknemlig for hvad hun – og ikke mindst hendes familie – gør for os.

Det er meget svært at forklare, hvordan vi har det som et barnløst par, der brændende ønsker sig et barn, en familie. Det tætteste vi kan komme, er et stort tomrum. Der mangler noget, og samtidig gør det så ondt helt ind i hjertet. Det er ligesom, man ikke føler sig hel. Vi er privilegerede hvad angår ægteskab, job og hjem, men der mangler noget.

– Anonym mor