≡ Menu
surrogacy-giver-mig-muligheden

Vi ikke blot overvejer, men har besluttet os for at bruge surrogacy, som virker som det eneste rigtige for os. I fredags tog vi til Sverige for at mødes med repræsentanter fra et amerikansk bureau til en gratis konsultation. Da vi tog derfra, var jeg fuldstændig overvældet af al den information og af en ny følelse af håb for fremtiden.

Da jeg var 19 år, blev jeg meget sent diagnosticeret med MRKH-syndrom. For mit vedkommende betyder det, at jeg er født uden livmoder, men med velfungerende æggestokke. Min verden faldt fra hinanden den dag. For første gang siden dengang føles det nu som om, at stumperne, som tilsammen udgør min lykke, er ved at samles. At kunne sætte et barn i verden og skabe en familie sammen med den mand jeg elsker er mit største ønske. At kunne se den dybe kærlighed, min kæreste og jeg føler for hinanden, komme til live og blive legemliggjort i et barn, der biologisk set er vores eget, udgør for mig selve meningen med livet.

Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig. Jeg er håbefuld og dødsensangst. Der er så meget, der kan gå galt og samtidig så meget, der kan vindes. Som henholdsvis ambulanceredder og studerende er vi på ingen måde velstillede. Vi sætter os i dyb gæld, giver afkald på drømmen om et hus og involverer vores forældre i sådan en grad både økonomisk og følelsesmæssigt, at det ikke længere kun handler om os.

For en som mig, som altid ifører sig både livrem og seler og aldrig foretager sig noget spontant, føles det enormt grænseoverskridende at involvere sig i surrogacy. Ikke mindst fordi omstændighederne gør, at vi ikke kan spille med åbne kort. Vil jeg gøre mig nogen som helst forhåbninger om i Danmark at bliver anerkendt som et potentielt kommende barns mor ved fødslen og have ret til barsel, er jeg tvunget til at lyve for min arbejdsplads, for dele af min omgangskreds og over for det danske system. Jeg må sige, at jeg på en ferie til USA pludselig fødte et barn uvidende om min graviditet. Angsten for at nogen skal opdage, hvad vi er i gang med og forsøge at sætte en stopper for det, er næsten ubærlig.

Når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg indeholder den styrke, vilje, udholdenhed og optimisme der skal til for at det kan lykkes. Reaktionen hos vores forældre spænder vidt fra fuldstændig opbakning til tvivlsspørgsmål og bekymring. Det er svært at kaste sig ud i noget som i den grad får alarmklokkerne til at ringe hos andre. Men vi må forblive tro mod os selv, og jeg ved, at vi vil fortryde det, hvis vi lod denne chance passere.

– Anonym

for-mig-er-det-et-naturligt-valg

Jeg skal være rugemor for et homoseksuelt par. Det bliver med et donoræg, da grænsen for hvad min mand kan tolerere går ved, at jeg skal bruge mine egne æg. Vi overvejede Barcelona og en klinik, der ligger der, men da lovgivningen ikke tillader mænd at benytte rugemødre, skulle alting være fordækt.

Vi er i stedet ved at se på en klinik i USA, hvor alting nærmest foregår ved hjælp af et menukort. Det er en HELT anden verden end i Europa. Det er helt vildt hvad sådan en omgang koster! Det burde i min optik være lige så dyrt, som hvis det var heteroseksuelt par, der skulle igennem samme omgang, men det er rent faktisk dyrere for homoseksuelle.

Hvorfor gør jeg det? Jeg er jo blot veninde til min mands gymnasieven og hans partner?

For mig er det et naturligt valg! Intet kan få mig til at vælge nogle fra blot på grund af deres seksuelle orientering. Man burde som udgangspunkt blive spurgt ved lægebesøg herhjemme, om han har lyst til at donere et æg eller nogle sædceller. Tankegangen omkring mennesker, der føler sig nødsaget til at gå kreativt til værks for at stifte familie, nok ændre sig en smule.

et-stort-tomrum

Da vi mødte hinanden, snakkede vi hurtigt om, at vi skulle have børn sammen på et tidspunkt. Det havde været vores store drøm, også før mødte hinanden.

Vi startede ”projekt baby” for knap 12 år siden, og vi havde slet ikke ventet, at det skulle tage så lang tid. Et halvt år efter jeg stoppede med at tage P-piller, og der stadig ikke skete noget, tog vi til lægen. Vi blev hurtigt sendt videre til en fertilitetsklinik. Her fandt vi ud af, at jeg havde betændelse i mine æggeledere, og at jeg havde endometriose i svær grad. Herefter gik vi gang med at kunstig befrugtning, men ved det første forsøg var der slet ikke nogle af mine æg, der var gode nok til at arbejde videre med.

Vi blev noget chokerede, for vi skulle jo bare lige have lidt hjælp, og så skulle det nok gå. Sådan havde vi i hvert fald forstået det. Efter fire forsøg og fem operationer stod vi stadigvæk uden barn. Først blev min ene æggeleder fjernet, for den var for dårlig. Ligeledes fjernede de endometrioser. Dernæst blev den anden æggeleder og flere endometrioser fjernet. Ved de næste to operationer gik man igen til kamp mod endometrioserne. Til sidst blev jeg rådet til at få fjernet alt: Både æggestokke og livmoder. Mine æg kunne heller ikke bruges. Forud for den sidste operation i rækken forsøgte vi med donoræg ad to omgange i det private – uden held.

Så startede vores adoptionsproces. Vi blev godkendt, og glæden var stor, for nu skulle det nok lykkedes. Vi kom på den etiopiske venteliste, men kort tid efter opstod der problemer med Etiopien. Det var også nyhederne, og vores venteliste gik næsten i stå. Derudover kom der den ene gebyrstigning efter den anden. Det sværeste var følelserne omkring de meget lange udsigter til at vi kunne blive en familie. Der skete rigtig meget på adoptionsområdet på det tidspunkt, og det endte med, at begge adoptionsformidlende organisationer blev lagt sammen. Igen måtte vi vente, vente og vente. Kort tid efter de blev lagt sammen, gik ministeren ud og sagde, at vi nu slet ikke måtte adoptere fra Etiopien længere. Vores verden brød sammen igen, hvad nu? Vi skulle vælge et andet land, men var i tvivl. Hvilket land skulle vi vælge, for at undgå, at det hele ville ske igen? Vi tænkte meget over, at vi rent faktisk kunne stå i samme situation igen 2 år senere, hvis det nye land nu også lukkede i.

Min søster havde igennem længere tid sagt, at hun gerne ville være rugemor for os. Grunden til at vi ikke var gået ind i det tidligere var, at vi frygtede for alt det, hun skulle igennem. Det ville vi ikke byde hende.

Men nu er vi her, og situationen har ændret sig markant. Vi har sagt ja tak til hjælpen. Det har vi gjort efter grundige overvejelser og mange snakke, både mellem os på tomandshånd, men også sammen med min søster og hendes mand. Vi har snakket om vores praktiske muligheder, men også om hvordan vi kan være med i graviditeten og under fødslen. Jeg er helt sikker på, at vi alle kan klare det – både psykisk og følelsesmæssigt. Når vi mærker efter, er det bare det rigtige for os. Vi er heldigvis gode til at snakke om de svære ting, både med hinanden, men også med min søster og svoger.

Det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men et spørgsmål om hvornår. Vores aftale går på, at vi om et år skal finde ud af, om det er nu, vi skal i gang, eller om vi skal vente lidt længere. Årsagen er, at min søster og svoger fik en søn i slutningen af 2015. Nu skal hun ovenpå igen, og de skal have en hverdag op og køre, når hun starter på arbejde og han i dagpleje. De har derudover 2 dejlige piger.

Min søster og jeg er meget tætte, og min mand og jeg er hende evig taknemlig for hvad hun – og ikke mindst hendes familie – gør for os.

Det er meget svært at forklare, hvordan vi har det som et barnløst par, der brændende ønsker sig et barn, en familie. Det tætteste vi kan komme, er et stort tomrum. Der mangler noget, og samtidig gør det så ondt helt ind i hjertet. Det er ligesom, man ikke føler sig hel. Vi er privilegerede hvad angår ægteskab, job og hjem, men der mangler noget.

– Anonym mor

Tilbage i september 2014 bragte Dagbladet Information en kronik skrevet af en frustreret, ung, homoseksuel mand. Emnet var klart: Når homoseksuelle diskrimineres i adoptionsprocessen, og der ikke er lovgivning til at understøtte brugen af surrogatmor i Danmark, hvad gør man så, når man brændende ønsker at stifte familie?

Morten Bak Kristoffersens kronik udstiller en virkelighed, hvor politiske beslutninger langt hen ad vejen træffes ud fra mytedannelser og moralisering på andres vegne. For hvem skal egentlig bestemme, hvad voksne mennesker gør med deres kroppe, så længe det foregår på oplyst, kontrolleret og forsvarlig vis?

Læs hele kronikken ved at klikke på linket nedenfor. Selv om den har et par år på bagen, er det stadig en markant opfordring til tage hul på en nødvendig diskussion.

https://www.information.dk/debat/2014/09/giv-lov-koebe-livmoder

Vi er midt i surrogatprocessen, og om 4 måneder bliver vi forældre til en dejlig, lille pige, og vores søn bliver storebror. Jeg blev alvorligt syg efter fødslen af vores søn og kunne derfor ikke give ham en lillebror eller -søster. Første gang min mand nævnte for mig, at han så kun én mulig løsning – nemlig en rugemor – hvis vores søn skulle blive storebror og vi forældre til et barn mere, gik jeg i baglås. Jeg kunne slet ikke overskue det. Et par år senere så vi et indslag med Mikkel (formand for DARE, red.) og hans mand Kjartan i TV, og jeg skrev deres navne ned. Vi gik herefter i gang med at undersøge mulighederne for at finde en rugemor.

Da vi først kom i gang, gik alt egentligt let. Vi fandt lynhurtigt en rugemor, en fantastisk kvinde, som elsker at være gravid, og som ønsker at hjælpe andre med deres højeste ønske. Vi havde tillid til hende fra første møde og har haft det hele vejen. Vores rugemor og hendes mand har begge arbejde, og har selv et barn. Vores rugemor har været rugemor før, så hun ved, hvad hun går ind til. Vi har ikke den mindste smule følelse af at udnytte hende overhovedet. Det vil jeg gerne slå fast!

Indtil nu har vi kun positive oplevelser, og vi glæder os utrolig meget til fødslen af vores lille pige. Ligesom vores søn glæder sig meget til at blive storebror. Men jeg må indrømme, at det er en udfordring at have taget det valg at bruge en rugemor, når man bor i Danmark. Jeg føler mig som en kriminel. Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå, når vi kommer til Danmark med vores barn. Kommer alt nu til at gå godt med at komme ind det danske system, med sygesikring etc? Og hvor hurtigt kan vi blive registreret som barnets forældre?

Jeg ville virkelig ønske, vi i Danmark kunne tage stilling og lave nogle regler på det her område. Jeg bliver mor, men har ingen ret til barsel eller barselsdagpenge. Hvorfor ikke? Det forstår jeg ikke.
Der har også været mange overvejelser i forhold til at have et biologisk barn i forvejen. Hvordan forklarer man lige, at lillesøster ikke ligger i mors mave? Og hvordan defineres en mor overhovedet? Hvad er en mor egentligt? Børn er heldigvis meget ukomplicerede og ligefremme, og vores søn har taget det helt udramatisk. Han ved, at han skal være storebror, men at vi har fået en anden dame til at hjælpe os, og for ham er det nu blevet naturligt. Så den del af det gik langt nemmere, end jeg først havde troet. Så er der angsten for andre folks holdninger og uvidenhed om det at bruge en rugemor. Hvordan ruster man sig til det?
Som situationen er nu, kræver det mod at turde vælge en rugemor for at få et barn, synes jeg. Men det er den vej det går, om danskerne vil det eller ej. Så min bøn er til vores politikere: Tag nu stilling til det her område. Det kan ikke fortsætte, som det er på nuværende tidspunkt. Det er heller ikke hvem som helst, der kan blive rugemor, så det kræver en grundig screening af de kvinder, som ønsker at være rugemor. Men de findes.

Vi er glade for, vi begav os ud på denne rejse, og har egentlig også lyst til at stå frem og fortælle andre om det, men ikke førend vi er igennem hele processen. Vi beder til at alt går godt.

– Anonym mor

Min kæreste og jeg vil gerne have børn. Vi er to mænd, så det er selvfølgelig lidt sværere at opnå uden lidt planlægning. Vi ved godt der er alternativer til surrogacy men foretrækker den frihed vi efterfølgende har med vores egne, biologiske børn. Faktum er at man i andre familiekonstellationer, eks. som regnbuefamilie, ikke har den fulde ret som par over sine børn. Du er pludselig i et ‘forhold’ med en eller flere personer. Adoption var også en mulighed, men som homoseksuel er man begrænset af mulighederne i konservative og religiøse lande. Man bliver også frasorteret som adoptivforældre hvis man eks. har haft kræft eller har nået en bestemt alder. I sidste ende handler det også om præference. Som priviligerede danskere med en nogenlunde indkomst har vi muligheden for at realisere vores drømme. Men det kommer altså til at koste.

Vi ønsker den bedst mulige løsning for alle involverede; os, surrogaten og æg-donoren. Vi mener at man I USA får nogle af de bedste vilkår for alle parter. Der foretages ekstensive screeninger, både mentalt, fysiologisk og socialt af både os og de andre involverede så det sikres at alle er med på vognen af de rigtige årsager og er 100% klar. Men det koster også derefter. Vi forventer at skulle betale 1 mio kr – per barn.

Dette drejer sig faktisk ikke om pengene. For som sagt skal vi nok finde en løsning. Vi sparer 20.000 kr op hver måned over 6 år og lever så bare lidt mere skrabet end andre. Derudover bliver vi også nødt til at låne penge til det sidste. Men hey, det her er jo vores drøm! Vi ønsker os så stærkt et barn, på de rigtige præmisser, at vi glædeligt opsparer en gæld og sætter mange andre ting i vores liv på stand-by i et par år. Der er andre der ikke bare kan gøre som vi har gjort men er ligeså desperate efter at få deres drøm opfyldt.

Jeg forventer ikke at loven ændrer sig foreløbig. Der er for mange forkerte opfattelser af surrogacy og for få ressourcer til at få politikerne til at ændre mening. Vi mener at det vi gør, er helt etisk og moralsk acceptabelt og håber at vi i stedet for at blive jagtet af myndighederne så snart vi træder ind på dansk jord med vores barn, får samme behandling som alle andre forældre. Det sker bare desværre ikke. Vi bliver nødt til at forholde os helt anonymt omkring dette emne ellers kan myndighederne sætte en stopper for vores drømme, da det vi gør, reelt er ulovligt i Danmark. Det er en skam.

– Anonym

Stedbarnsadoption

I Danmark er ikke kommercielt (altruistisk)  surrogatmoderskab tilladt, hvilket betyder, at man som barnløst par gerne må få en veninde eller et familiemedlem til at være rugemor og derigennem få muligheden for at blive forældre. Dog har man fra lovgivers side ikke fulgt op med regler, som tager højde for en sådan situation, når barnet skal registreres. Det medfører, at den intenderede mor ikke registreres som mor til barnet. Derimod bliver den fødende kvinde (rugemoderen) altid registreret som mor til barnet, også selvom hun ikke ønsker dette.

Således kan den intenderede mor ikke få barsel og er dermed tvunget til egenbetalt orlov, hvis hun vil gå hjemme med sit nyfødte barn. Det kan blandt andet få den konsekvens, at familien alene ud fra et økonomisk perspektiv føler sig nødsaget til at sætte barnet tidligt i institution.

For at den intenderede mor kan blive registreret som mor, kræver det en stedbarnsadoption, og det kan man som udgangspunkt først få efter 2,5 års bopæl sammen med barnet. Som intenderet mor skal man altså vente mindst 2,5 år på at blive anerkendt som mor i det danske system, hvilket sætter kvinden i en meget sårbar situation både følelsesmæssigt men også juridisk, i fald at barnets far dør før stedbarnsadoptionen er gennemført.

I DARE kæmper vi for, at loven skal være lige for alle former for familiekonstellationer. Følg os på facebook.dk/dare eller læs mere på vores hjemmeside daredanmark.dk, hvor du også kan melde dig ind i foreningen.

Del tre af tre fra Politikens serie om surrogacy.

Kapitel 1: »Velkommen til. Her er alt hemmeligt«

Kapitel 2: »Har du været rugemor før?«

I en fryser i Kijev ligger Søren og Andreas 4 befrugtede æg på køl. Her har de ligget siden oktober. Kalenderen viser nu december, og da Politiken besøger parret i lejligheden på Nørrebro, er der kun to dage til, at Yaroslava, parrets ukrainske rugemor, skal have sat æggene op.

»Det føles meget naturligt for os nu. Det er blevet afmystificeret, fordi vi med egne øjne har set, hvordan det foregår. Når man er i Ukraine, føles det overhovedet ikke underligt. Der siger de ’surrogat’ lige så tydeligt, som de siger ’barn’«, siger Andrea, som sidder ved siden af Søren ved et mørkt aflangt plankespisebord under en københavnerlampe.

De er spændt. Mere end 5 års uønsket barnløshed og 2 års forberedelse. Hvis det lykkes Yaroslava at blive gravid i første hug, får Søren og Andrea et oktoberbarn.

Det er ikke lovligt, men …

Søren og Andrea er et af de danske par, som er rejst til udlandet for at finde en rugemor. I Danmark, og i en række andre lande, er det nemlig ulovligt at betale en anden kvinde for at bære ens barn, ligesom det er strafbart at tage kontakt eller formidle kontakt til en rugemor. Derfor rejser et stigende antal danske barnløse – på kanten af dansk lovgivning – til lande, hvor rugemoderskab er tilladt, for at få en udenlandsk kvinde til at bære deres børn.

I Danmark er modstanden mod rugemoderskab stor, blandt andet mener man i Etisk Råd, at det er problematisk. Men hvad tænker Søren og Andrea selv, nu hvor har købt sig adgang til en anden kvindes livmoder?

Hvad er forskellen på det her og at betale 500 kroner for en sædprøve? Jeg kan ikke se det

Andrea

»Jeg ser sådan på det, at vi får det, vi ønsker os allermest, og at hun får det, som hun ønsker sig allermest. Så på den måde er det en byttehandel«, siger Søren fra den anden side af plankebordet. Han forklarer, at de for nogle måneder siden mødte deres rugemor, hvor hun sagde, at hun ville føde deres barn for at kunne bygge et hus til sin familie, sin mand og deres 5-årige søn. Hun havde også været rugemor før.

»Hvad er forskellen på det her og at betale 500 kroner for en sædprøve? Jeg kan ikke se det. Vi kommer jo ikke og tager hendes barn. Vi får et barn, som genetisk er vores«, siger Andrea så. [click to continue…]

Del to af tre fra Politikens serie om surrogacy

Parret har valgt at være anonyme, og derfor er alle navne ændret.

I et mødelokale i et industrikvarter lidt uden for Kijev sidder Søren og Andrea ved et mørkt træbord.

På bordet foran dem ligger en kopi af kontrakten fra det ukrainske rugemorbureau.

Sammen med Kristina, chefen for bureauet, gennemgår de den i detaljer:

Bliver barnet handikappet, skal det danske par stadig tage imod det. Rygning samt indtagelse af alkohol og alternativ medicin er ikke tilladt under graviditeten. Og i tilfælde af, at rugemoren bliver gravid med tvillinger, stiger prisen med 25 procent.

I Sørens taske ligger 55.000 kroner i kontanter.

Gennem mødelokalets glasvæg kan Søren og Andrea se ryggen af en ung ukrainsk kvinde, der sidder og venter.

Det er rugemoren, siger Kristina til dem.

Hende, der skal bære Søren og Andreas barn. [click to continue…]

Første del af Politikens serie om Surrogatmodeskab:

Kapitel 1: »Velkommen til. Her er alt hemmeligt«

Andrea sidder i en stue i Nordsjælland. Hun kigger rundt på de seks andre, to mænd og fire kvinder, der sidder om det store, aflange sofabord.

Serie

Politiken sætter de næste dage fokus på danskere, der tager til udlandet for at bruge en rugemor.

I tre kapitler møder vi parret Søren og Andrea, som ser en rugemor som deres sidste mulighed for at blive forældre; vi følger deres beslutning, deres møde med rugemorindustrien i udlandet og de etiske dilemmaer, som de står i undervejs.

Sådan gjorde vi:

Fortællingen er skrevet på baggrund af interview med parret og adgang til skriftligt materiale såsom mail-korrespondancer og kontrakter.

Teksterne er godkendt af parret.

Parret har valgt at være anonyme, og derfor er alle navne ændret. Vi er bekendt med parrets identitet.

[click to continue…]