Her kan du møde DARE Danmarks bestyrelse og læse mere om det der driver os i arbejdet for anerkendelse & ligestilling af alle familiekonstellationer.

Mikkel Raahede Stifter & forperson

Mikkel lever med sin mand, som han har været sammen med i 26 år, deres 5 børn og hvad han selv kalder “alt for mange” dyr. Parrets tre yngste børn er kommet til verden med hjælp fra surrogati i USA og det var i den forbindelse Mikkel oplevede den uretfærdighed der fandtes, og stadig findes, i den danske lovgivning. Politiafhøringer og børnenes udvisning af Danmark blev startskuddet til arbejdet for ligestilling, anerkendelse og retfærdig behandling af alle familiekonstellationer.

Sammen med Louise Traberg-Schmidt og Mikkels mand, Kjartan, stiftede han foreningen DARE og begyndte det koordinerede arbejde med medier, politikere og samarbejdspartnere. En rejse der har varet i 10 år og som har gjort stort indtryk. Særligt mødet med alle dem der går rundt med den samme drøm, men føler sig alene og bange. Én ordlyd går igen: “Vi vil bare gerne være en familie”.

I sin sparsomme fritid holder Mikkel af at gå en tur rundt om søen med hørebøffer på og lytte til musik i spændingsfeltet mellem klassisk og elektronisk, eller slappe af med at læse. Mikkel drømmer om et bedre samfund for kommende generationer, med højere til loftet og et liv med en viden om at der er plads til dem. Ligesom åbenhed og ærlighed er de vigtigste søjler i Mikkels hjem og i opdragelsen af deres børn.

Skulle Mikkel ændre én lov i dag ville det være Adoptionslovens paragraf 33 der forbyder mellemmandsvirksomhed. Den manglende mulighed for rådgivning og tryghedsskabende bindeled har nemlig konsekvenser for både forældre & graviditetsdonor.

“Gør op med jer selv hvad der vigtigst. Det kræver ikke mod at handle, når der ikke er noget alternativt. Og husk at det ikke er ulovligt at spørge DARE om familiejuridiske, praktiske og følelsesmæssige ting. Vi er her for at hjælpe.”

Jonas Depenau Vej-Hansen Kasserer & Sekretær

Jonas’ familie består af Jonas, Anders, Carlos (f. 2021) og Dario (f. 2022). Jonas og Anders har fået deres børn via fra surrogati i Colombia. Jonas bruger sin fritid med børnene i hjemmet, hvor de også passer alle deres dyr. De bruger derudover tid i deres sommerhus på Bornholm hvor de nyder naturen og besøger Jonas’ familie.

Jonas og Anders har været sammen i mange år og har netop fejret kobberbryllup i marts 2024. De har i lang tid gerne ville have børn, men mulighederne for at stifte familie var meget begrænsede. Jonas var i starten ikke begejstret for surrogati, men som Jonas selv siger det, skyldtes det uvidenhed. Da Jonas og Anders valgte at opsøge surrogati aktivt, valgte de at tale åbent om det, og de oplevede stor opbakning og støtte fra både familie og omgangskreds.

Jonas meldte sig ind i DARE, fordi han gerne ville bidrage til DARE’s mål om at få ændret de regler og love, der har forskelsbehandlet og besværliggjort mulighederne for at stifte familie, for blandt andre hans familie.

Susie Cowan Bestyrelsesmedlem

Susie har været en del af DAREs bestyrelse i de seneste ca. 3 år, hvor hendes mærkesag er, at alle skal få mulighed for at få børn, og at alle familier har lige rettigheder. Susies familie består af hende selv og hendes søn David (f.2021), som hun har fået med hjælp fra en fertilitetsklinik.

I sit arbejde kæmper hun for, at der lægges et politisk pres, for at alle kan få hjælp til at få børn, at alle børn har de samme rettigheder, samt at få fokus på, at familienormen i dag ikke nødvendigvis er mor, far og børn. Susie mener, det er vigtigt, vi sår frø til de fremtidige diskussioner om familier. Når Susie ikke går på arbejde som folkeskolelærer, bruger hun sin tid på havearbejde, hvor hun bruger sine frustrationer over familielovgivning konstruktivt på at grave ud i haven og bygge ting.

Mathias Bagger Jensen Bestyrelsesmedlem

Mathias vil gerne forbedre mulighederne for surrogati i Danmark. Han ønsker at være med til at skabe så gode rettigheder som muligt for børnene og deres forældrene. En af de vigtigste ting Mathias arbejder for, er at få ændret adoptionslovens § 33. Han mener desuden, at truslen om straf er stigmatiserende for forældrene.

Mathias bor sammen med sin kæreste. De har været sammen i fem års tid, og vil gerne have et barn eller flere på sigt. Han er engageret i LGBT+ miljøet, hvor han også er frivillig som juridisk rådgiver. Han brænder for at hjælpe med at navigere i juridiske komplicerede forhold for LGBT+ personer.

Anja Jordan Christensen Suppleant

Anja har sammen med sin mand, Brian, to døtre fra hhv. 2019 & 2023. Den yngste er født af en fantastisk graviditetsdonor i udlandet. Parret har været åbne om forløbet og oplevet mange nysgerrige personer og en generelt meget støttende omgangskreds. Anja meldte sig til bestyrelsen fordi hun mener at arbejdet er vigtigt for de mange mennesker står med ønske om familiedannelse. Der mangler information om surrogati og lovgivning generelt, hvilket Anja ønsker at hjælpe med at forbedre.

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen Suppleant

Christian lever sammen med Sigurd, som han for længst har fejret kobberbryllup med. Det optager Christian meget, at man ikke skal kriminaliseres blot fordi, man ønsker en familie. Christian har en bachelor i jura og en master i konfliktmægling, men skiftede spor og læste teologi. Han er i dag sognepræst i Birkerød, hvor han ofte prædiker om, at kærlighed er kærlighed – og at det ikke tilkommer andre at dømme, hvad der er ”rigtig” kærlighed.

Christian elsker derudover at være kreativ med sine hænder, og han har derfor altid et strikketøj i gang.