”Vi må ikke være forældre til vores børn”: Webinar om surrogacy og forældreregistrering

Kan man blive mor eller far til en lille ny, men stadig ikke få lov at blive registreret som forælder? I Danmark er svaret ’ja’, hvis familieforøgelsen har fundet sted ved hjælp af surrogacy.

Både mødre og fædre, hetero- såvel som homoseksuelle, oplever at få nægtet juridisk forældreskab af den danske stat. Er lovgivningen på området forældet? Eller er det helt fair, at mor ikke må være mor eller far ikke være far, når en rugemor har hjulpet til? Og hvordan reagerer man som nybagt familie, når beskeden rammer?

Til DARE-webinar d. 11. oktober fortalte to afregistrerede forældre hver deres historie:

  • Kaspar Mørk Arianto blev kendt i TV2-programmet Sommerdrømme, hvor han sammen med sin mand, Lambang, vandt et sommerhus. Efterfølgende har familien brugt det nationale rampelys til at kæmpe for bedre rettigheder for familier med to fædre. Lige nu står Kaspar og Lambang nemlig registreret som to familier bestående af én far og ét barn hver – også selv om deres søn og datter er født som tvillinger af en carrier i USA.
  • Susanne Færk blev sammen med sin mand, Mads, forældre til lille Leo med hjælp fra en ukrainsk surrogat i starten af 2019. Men myndighederne nægtede at registrere Susanne som mor, da de vendte tilbage til Danmark som nybagt familie. Derfor har Leo på papiret kun sin far, mens Susanne ingen rettigheder har over sin søn.
  • Mikkel Raahede, formand for DARE, modererede webinaret og spørgsmål fra deltagerne