Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig

Vi ikke blot overvejer, men har besluttet os for at bruge surrogacy, som virker som det eneste rigtige for os. I fredags tog vi til Sverige for at mødes med repræsentanter fra et amerikansk bureau til en gratis konsultation. Da vi tog derfra, var jeg fuldstændig overvældet af al den information og af en ny følelse af håb for fremtiden.

Da jeg var 19 år, blev jeg meget sent diagnosticeret med MRKH-syndrom. For mit vedkommende betyder det, at jeg er født uden livmoder, men med velfungerende æggestokke. Min verden faldt fra hinanden den dag. For første gang siden dengang føles det nu som om, at stumperne, som tilsammen udgør min lykke, er ved at samles. At kunne sætte et barn i verden og skabe en familie sammen med den mand jeg elsker er mit største ønske. At kunne se den dybe kærlighed, min kæreste og jeg føler for hinanden, komme til live og blive legemliggjort i et barn, der biologisk set er vores eget, udgør for mig selve meningen med livet.

Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig. Jeg er håbefuld og dødsensangst. Der er så meget, der kan gå galt og samtidig så meget, der kan vindes. Som henholdsvis ambulanceredder og studerende er vi på ingen måde velstillede. Vi sætter os i dyb gæld, giver afkald på drømmen om et hus og involverer vores forældre i sådan en grad både økonomisk og følelsesmæssigt, at det ikke længere kun handler om os.

For en som mig, som altid ifører sig både livrem og seler og aldrig foretager sig noget spontant, føles det enormt grænseoverskridende at involvere sig i surrogacy. Ikke mindst fordi omstændighederne gør, at vi ikke kan spille med åbne kort. Vil jeg gøre mig nogen som helst forhåbninger om i Danmark at bliver anerkendt som et potentielt kommende barns mor ved fødslen og have ret til barsel, er jeg tvunget til at lyve for min arbejdsplads, for dele af min omgangskreds og over for det danske system. Jeg må sige, at jeg på en ferie til USA pludselig fødte et barn uvidende om min graviditet. Angsten for at nogen skal opdage, hvad vi er i gang med og forsøge at sætte en stopper for det, er næsten ubærlig.

Når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg indeholder den styrke, vilje, udholdenhed og optimisme der skal til for at det kan lykkes. Reaktionen hos vores forældre spænder vidt fra fuldstændig opbakning til tvivlsspørgsmål og bekymring. Det er svært at kaste sig ud i noget som i den grad får alarmklokkerne til at ringe hos andre. Men vi må forblive tro mod os selv, og jeg ved, at vi vil fortryde det, hvis vi lod denne chance passere.

– Anonym