Politiken: Kapitel 1: Her er alt hemmeligt

Første del af Politikens serie om Surrogatmodeskab:

Kapitel 1: »Velkommen til. Her er alt hemmeligt«

Andrea sidder i en stue i Nordsjælland. Hun kigger rundt på de seks andre, to mænd og fire kvinder, der sidder om det store, aflange sofabord.

Serie

Politiken sætter de næste dage fokus på danskere, der tager til udlandet for at bruge en rugemor.

I tre kapitler møder vi parret Søren og Andrea, som ser en rugemor som deres sidste mulighed for at blive forældre; vi følger deres beslutning, deres møde med rugemorindustrien i udlandet og de etiske dilemmaer, som de står i undervejs.

Sådan gjorde vi:

Fortællingen er skrevet på baggrund af interview med parret og adgang til skriftligt materiale såsom mail-korrespondancer og kontrakter.

Teksterne er godkendt af parret.

Parret har valgt at være anonyme, og derfor er alle navne ændret. Vi er bekendt med parrets identitet.

Andrea har aldrig set dem før. Hun har mødt dem på nettet.

Ligesom hende kan de ikke få børn – men det er også det eneste, hun ved. Hun kender ikke deres efternavne. Hun aner ikke, hvor de arbejder. Og det her er ikke en situation, hvor man spørger ind til den slags.

»I skal ikke tøve. I skal bare rejse ud og få de unger, I kan«, siger en mand, der sidder ved siden af Andrea

Han hedder Ulrik og er gift med Henriette – de er gravide i 6. måned.

Eller gravide … Andrea kigger på Henriettes flade mave, mens Henriette viser skanningsbilleder.

Det barn, Henriette og Ulrik venter, ligger i maven på en rugemor i Ukraine.

»Vi skal nok hjælpe jer, så I også kan komme i gang«, siger Henriette til de andre rundt om bordet.

Børneprojektet

Hvert år rejser et stigende antal barnløse danskere til udlandet for at få børn gennem en rugemor. I Danmark er det ulovligt at betale en anden kvinde for at bære ens barn, ligesom det er strafbart at tage kontakt til en rugemor eller formidle kontakten.

Men i en parallelverden til den danske fertilitetslovgivning mødes danske barnløse. I lukkede grupper på Facebook, på hemmelige fora på nettet og til private møder, hvor de deler erfaringer og kontaktoplysninger på rugemødre i lande, hvor det er lovligt at få en anden kvinde til at bære et barn.

De ser en rugemor som deres sidste mulighed for at få et barn og er parate til at bryde loven for at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Som Andrea, der havde været kæreste med Søren i seks år, da hun første gang mødtes med Henriette, Ulrik og de andre i den nordsjællandske stue.

I fire år havde Andrea og hendes mand Søren prøvet at få et barn. Hver gang var noget gået galt.

Første gang Andrea var blevet gravid, havde barnet haft Downs Syndrom, anden gang sad graviditeten uden for livmoderen, og tredje gang var fosteret gået til i 13. uge.

De havde også forsøgt med fertilitetsbehandlinger. Syv inseminationer, fem reagensglasforsøg og et år med Andrea på kunstige hormoner var det blevet til. Og fire aborter.

Det ville bare ikke lykkes – og nu var de begge omkring 40 år.

De overvejede at blive plejeforældre og aflastningsfamilie og var også ved at blive godkendt til adoption. Men de havde fået at vide, at det kunne tage op til fem år, før de kunne få et barn på den måde.

Søren og Andrea kunne ikke længere holde ud, når deres venner eller lærerkollegaerne fortalte, at de havde nummer to eller tre på vej. Og de undgik situationer, hvor samtaleemnet var børn, og hvor det ulidelige spørgsmål altid blev stillet: Hvornår skal I så være forældre?

Børneprojektet fyldte hele deres liv. Og de var i undtagelsestilstand.

Men en morgen i december hørte Andrea et radioindslag om et dansk par, der havde fået et rugebarn i USA. Måske var det en mulighed, tænkte hun.

København. December 2013

Søren kiggede vantro på Andrea fra den anden side af sengen i deres lejlighed på Nørrebro, da hun nogle uger efter forsigtigt præsenterede ham for ideen. Det var en af de aftener, hvor de længe lå vågne og talte om, hvordan de kunne få børneprojektet til at lykkes.

»No way!«, var Sørens første reaktion. En rugemor? Hvor havde hun dog fået sådan en syret idé fra, spurgte han.

Og Andrea vidste heller ikke, om hun var på vej ud på et overdrev. Det virkede lidt science fiction-agtigt sådan at leje sig ind i en anden kvindes livmoder.

Men I skal være forberedt på at rejse med en masse penge

Henriette

Hun havde også set historier i medierne om fattige indiske kvinder, der blev udnyttet økonomisk, og hun forestillede sig store lejre fyldt med fødende kvinder i fattige lande.

Men parret i radioen havde været et ganske normalt dansk par, forsikrede hun Søren. Og måske var en rugemor deres chance for at blive en familie.

De begyndte at google fænomenet. I løbet af de næste måneder læste de artikler og debatindlæg. Hvad var de etiske argumenter for og imod?

De så dokumentarer og klip på YouTube. De undersøgte udenlandske bureauer for surrogatmødre på nettet og sammenlignede lande og priser.

Parret fra radioen var taget til USA, men her ville det koste op mod en million kroner, kunne de se. Det havde de ikke råd til. Indien var mere realistisk for dem. Her var prisen cirka 250.000 kroner og nogenlunde den samme, som hvis de skulle adoptere. Det havde de allerede lagt penge til side til.

København. Februar 2014

En dag fik Søren og Andrea kontakt til et andet par, der også overvejede at bruge en rugemor. Parret inviterede dem med i en lukket facebookgruppe.

»Velkommen til. Her er alt hemmeligt«, var det første opslag, de så på væggen.

Gruppen var på cirka 100 medlemmer, og her kunne de læse gode råd om, hvad man kunne sige nede i børnehaven. Hvilke bureauer var gode? Hvordan var lovgivningen i de forskellige lande?

Andrea skrev også en besked: »Hej med jer. Skønt med en gruppe her. Er der nogen, der har erfaringer med Indien?«.

Indien var ved at ændre lovgivningen, så man skulle passe på, var der en, der svarede.

Andre fra gruppen havde erfaringer fra Thailand, Nepal og Mexico, skrev de. Så Søren og Andrea researchede videre. Sideløbende forsøgte parret igen med fertilitetsbehandlinger – men resultatet var stadig kun en enkelt streg på graviditetstesten.

Sådan gik der næsten et år, og langsomt blev tanken om at bruge en rugemor mindre og mindre mystisk for dem.

En dag var der i facebookgruppen et opslag fra en kvinde, der hed Henriette:

»Hej med jer. Vi glæder os til at møde jer alle sammen. Vi har et barn i Ukraine«.

Ukraine? Andrea og Søren grinede.

De tænkte Putin. De tænkte krig. De tænkte Østeuropa. Hvem turde lige det?

Omvendt var Ukraine ikke så langt væk med fly som de andre lande, de havde undersøgt. Det ville måske gøre det hele lettere.

Nogle dage senere skrev Andrea til Henriette, at hun gerne ville vide mere om det rugemoderbureau i hovedstaden Kijev, som havde fundet en rugemor til Henriette.

Kort efter fik Andrea svar: »Lad os mødes, så I kan få styr på det. Jeg kommer og henter dig på stationen. Jeg vil være iklædt en lyserød jakke«.

Nordsjælland. Januar 2015

Lørdagen efter, mens Søren knoklede med sit speciale hjemme i lejligheden, tog Andrea et tog for at mødes med Henriette.

Henriette var i slutningen af 30’erne, havde langt bølget, lyst hår og var iklædt jeans og en cardigan.

Hun boede i en stor villa i Nordsjælland sammen med sin mand Ulrik. Han var der også, det samme var to andre par fra facebookgruppen, et lesbisk par og et heteroseksuelt par, som også ville vide mere om, hvordan de kunne få en rugemor i Kijev.

Helt almindelige, velfungerende danskere. Sådan nogle med parcelhus og fast arbejde, tænkte Andrea.

De sad rundt om sofabordet i stuen, mens Henriette gennemgik processen og svarede på spørgsmål:

Hvordan skulle de kontakte bureauet? Var Kijev sikker at færdes i med et lille barn? Hvad skulle de gøre med barsel?

Andrea tog noter i en lille rød bog.

Bureauet ville sørge for det hele, forklarede Henriette; de ville finde en rugemor, stå for det juridiske og sørge for, at en fertilitetslæge klarede graviditeten.

De skulle ikke engang tænke på hotel eller mad, når de var i Ukraine. Det var all inclusive. De skulle bare skrive under.

»Men I skal være forberedt på at rejse med en masse penge«, sagde Henriette. Det kostede en kvart million, og betalingerne skete ad flere omgange, men bureauet ville have noget af betalingen kontant.

Selv plejede hun at klistre sedlerne fast til kroppen, så hun ikke risikerede, at de blev stjålet.

Det gibbede i Andrea. Turde hun nu også det her?

København. Januar 2015

Da Andrea kom hjem til Søren, talte de længe frem og tilbage. Skulle de skrive til den mailadresse, de havde fået af Henriette?

At det er ulovligt i Danmark, havde de ikke de store skrupler over. Og at de risikerede bøde og fængselsstraf, talte de slet ikke om. De følte sig barnløse. Ikke kriminelle.

Det var lykkedes for Henriette og flere andre fra facebookgruppen – det havde de jo selv set.

De kiggede på hinanden. Det her måtte være deres mulighed for at blive forældre, blev de enige om.

Men de ville gerne møde nogle forskellige bureauer, inden de skrev under på en kontrakt.

Så de besluttede sig for at tage til Kijev i sommerferien.

Kapitel 1. Her er alt Hemmeligt