”Jeg tror simpelhen ikke, at surrogacy er nogens Plan A”

Min mand og jeg har altid begge drømt om at få børn, og det har været en naturlig snak og et fælles mål lige fra starten af vores forhold, selv om vi er to mænd. Vi havde snakket længe med en lesbisk veninde om at stifte en regnbuefamilie, men da hun trak i land, inden behandlingen skulle til at gå i gang, var det en brat opvågning i forhold til, hvor skrøbelig den konstellation det kan være både i forhold til juridiske forældreroller, opdragelse og samliv.

Vi rettede i stedet øjnene mod adoption uvidende omkring, at det stort set er umuligt for et homoseksuelt par at adoptere et raskt barn fra udlandet. Selv om det er gjort lovligt at adoptere herhjemme, vil stort set ingen lande give deres børn til homoseksuelle. Det ene land, som alligevel har åbnet op, er Sydafrika, som giver mulighed for at adoptere et sygt eller handicappet barn – og så kan man stadig få lov til at kæmpe med udmagrende ventelister og tårnhøje gebyrer.

Vi havde slet ikke overvejet surrogacy, før en bekendt fortalte om mulighederne i USA. Vi forbandt det med noget etisk uansvarligt, der foregik i Fjernøsten, hvor kvinderne gjorde det af alle de forkerte årsager. Men pludselig åbnede der sig en ny chance: Vi havde alligevel fået muligheden for at kunne få vores børn med hjælp fra et land, hvor hele processen overvåges nøje af den amerikanske sundhedsstyrelse, og hvor psykologer, eksperter og læger følger med skridt for skridt.

Jeg tror simpelthen ikke, at surrogacy er nogens Plan A. Det er så omkostningstungt, at vi måtte sælge vores hus for at få råd til forløbet. Vi gav køb på selve vores fundament for at kunne opfylde vores drøm om at starte en familie. Først troede vi at det skulle være et regnbuebarn, dernæst et adoptivbarn, men i sidste ende bliver det et surrogacybarn. Og vi kunne ikke være mere lykkelige!