Jeg er hendes helt rigtige mor

Jeg er hendes helt rigtige mor

Hvornår vil I så fortælle hende, at du ikke er hendes rigtige mor??” Det spørgsmål er vi blevet mødt af overraskende mange gange. Og svaret er kort og godt “Aldrig!”. For jeg er hendes helt rigtige mor. Også selvom jeg ikke bar min datter under mit bryst. Jeg bar hende i hjertet i så mange år. Og siden da har jeg båret hende dagligt. Jeg har båret hende om natten, når hun havde mavepine, jeg har båret hende fra badet og ind foran brændeovnen for at få varmen, jeg har båret hende i Netto, når hun blev ramt af et hysterisk anfald, fordi hun ikke måtte få en chokolade. Præcis som alle andre mødre.

Jeg er min datters helt rigtige mor, fordi hun ikke har andre mødre. Hun har til gengæld en moster, som var så helt fantastisk at bære hende i maven, da hun ikke kunne ligge i min, men det gør mig hverken mere eller mindre rigtig.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige til min datter, at jeg ikke er hendes rigtige mor, fordi det ganske enkelt ikke er et sprog, vi opererer med i vores hjem.

Hun er fuldt ud bevidst om, at hun har ligget i sin mosters mave, men hun har intet begreb om dna, sprogbrug og omverdenens forståelse og fordomme. Hun ved bare, at jeg er hendes mor. Hvem skulle ellers være det??

For et par uger siden sagde hun det for første gang højt overfor en voksen udenfor familien – at hun har ligget i sin mosters mave. Og den voksne betvivlede hendes ord. Fortalte hende, at det var forkert. At hun altså havde ligget i sin mors mave. Heldigvis holdt hun fast, min mega seje 3-årige, og sagde, at det ikke passede. Gentog, at hun havde ligget i sin mosters mave, og den voksne lod snakken blive ved det. Og jeg er på en og samme tid ualmindeligt stolt af min datter og ualmindeligt nervøs. For det bliver ikke første gang, at nogen betvivler hendes ord, og hun kommer også til at stå overfor folk, som vil fortælle hende, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Og jeg må vælge at tænke, at de bare ikke ved bedre. Og at de, som rent faktisk kender til sagens sammenhæng, blot ikke er bevidste om ordenes magt. At de ikke tænker over, at de med deres valg af ord er med til ødelægge det sprog, som vi har brugt så lang tid på at skabe herhjemme. Et sprog, hvor forældreskab ikke er bundet op på gener, men kærlighed.

Det er egentlig kommet bag på mig, hvor naturligt det er faldet os at tale med vores datter om hendes tilblivelse. Omvendt har det vist sig at være en kæmpe udfordring at skulle opdrage på vores omgivelse og stå fast på, at de ikke har retten til at definere vores familie og mit moderskab. For det har de ikke. Den ret er min. Fordi jeg er hendes helt rigtige mor.