Fortællinger

Her kan du læse beretninger fra nogle af vores medlemmer:

Par 1
”Vi har i 11 år forsøgt at få børn. Efter et stykke tid fandt vi ud af, at M´s æggeledere var lukkede på grund af en tidligere lægefejl i forbindelse med en spiralopsætning. Vi fortsatte derefter i forskellige fertilitetsbehandlinger på forskellige klinikker. Efter 19 IVF forløb over omkring 9 år måtte vi give op og erkende, at vi ikke selv kunne føde et barn. Det var et utrolig langvarigt og hårdt forløb både fysisk og psykisk, og det var tæt på at slide vores forhold op. Samtidig havde vi brugt utrolig mange penge på de forgæves IVF forløb over mange år, så vi måtte erkende, at det heller ikke længere var realistisk at komme gennem adoptionssystemet. I 2018 nåede vi således frem til at stoppe fertilitetsforløb men blev pludselig opmærksomme på surrogacy, da vi ikke kunne slippe drømmen om et barn. Vi fik kontakt til nogen, der kunne hjælpe os i processen, hvor vi gennemgik en grundig vurderings- og afklaringsproces og nåede frem til, at indgå en surrogacy aftale. Vi fik derigennem kontakt til en udenlandsk kvinde, der ville fungere som graviditetsvært for os og efter en grundig afklaring af hendes situation, blev vi og graviditetsværten enige. Vi havde i hele forløbet en rigtig god kontakt og dialog med hende, vi fulgte med i hele graviditetsforløbet og vi har stadig en rigtig god kontakt til hende. Da M´s krop var slidt op af de utallige fertilitetsforløb, var vi nødt til at anvende donoræg. Donorægget, der var befrugtet med F´s sæd, blev derefter opsat i graviditetsværten, og i Z måned 2020 blev B født. B er ubetinget det bedste, der er sket os, og vi elsker hende og vores lille familie over alt. Da vi kom hjem med B, fik vi hende registeret i X Kommune, hvor vi dengang boede. Det lykkedes os begge at blive registreret som forældre, selvom kun F er biologisk forældre. Da vi kort efter flyttede til Y Kommune, er der nu stillet spørgsmål til registreringen af, at jeg er mor til B. Vi ved godt, M ikke er biologisk mor til B, men B er vores fællesbarn, og vi vil sammen varetage omsorgen og ansvaret for B uanset, hvad der måtte ske. Det har vi hele tiden været enige om. Nu er det vores store frygt, at M bliver afregistreret som mor, hvorefter M´s og B´s relation er uden retsbeskyttelse. Vi er så skuffede over, at samfundet har behov for at stille spørgsmål ved noget så afgørende, som hvem der er registreret som forældre til B. Hvad er formålet med det? Det er i hvert fald ikke B´s tarv, at vi nu skal igennem en sag om det.”

Par 2
”Vi mødte hinanden, da vi var 37 år og forsøgte hurtigt på at få børn. Efter lidt tid endte vi i fertilitetsbehandling. Fertilitetsbehandlingerne endte med, at M fik en autoimmunsygdom som en reaktion på hormonbehandlingerne. Dette blev anerkendt som en lægemiddelskade, men medførte uheldigvis, at M grundet medicinsk behandling af den autoimmune sygdom ikke måtte blive gravid. Vi overvejede adoption, men de tidsmæssige udsigter forekom håbløse. Vi undersøgte også at blive plejefamilie for et eller flere børn men blev vejledt om de biologiske forældres rettigheder og plejeforældrenes rolle. Derefter blev vi opmærksomme på surrogacy, herunder at surrogacy i dag foregår med donoræg, så der ikke er genetisk forbindelse mellem graviditetsværten og barnet. Vi undersøgte det nærmere og fik kontakt til en udenlandsk kvinde, som gerne ville bære vores barn. I december 2017 fik vi B, som vi kom hjem med efter 8 uger. Da vi vendte hjem, blev B registreret som vores fællesbarn, som hun også er. F blev registreret som far, og M blev registreret som mor. Det var vi meget glade for kunne lade sig gøre, og at vores måde at få barn ikke blev problematiseret. I 2019 fik vi B2 på samme måde også gennem surrogacy. Da vi vendte hjem med B2 og skulle have hende registreret her i landet, blev der pludselig stillet en række spørgsmål på Borgerservice. Sagsbehandlingen endte med, at kommunen nægtede at registrere M som mor til B2, og efter et par måneder blev M afregistreret som mor til B1. Vi er så skuffede og rystede over den behandling. Vores to børn bliver straffet for den måde, de er kommet til verden på. Hvis F dør, er B1 og B2 retligt forældreløse, og myndighederne skal bestemme, hvad der skal ske med dem. Det forekommer så uværdigt, og det er rystende, at M´s og børnenes relation ikke nyder nogen form for retlig beskyttelse her i landet. Vi satte B1 og B2 i verden som vores fællesbørn, og det nægter samfundet at anerkende. Derudover har diskriminationen af vores familie en lang række praktiske konsekvenser, da M ikke modtager oplysninger fra institution, læger eller tandlæger. Alt sendes til F. ”

Par 3
”Vi har kendt hinanden igennem flere år og har været gift i 10 år. M blev gravid første gang for 10 år siden, hvilket desværre endte i en ufrivillig abort. Efterfølgende havde M 4 ufrivillige aborter og blev med hjælp fra Rigshospitalets enhed for gentagne aborter gravid med enæggede tvillinger. Desværre endte den graviditet med en dødfødsel i uge 24. Vi har i alt været igennem 12 graviditeter, der alle er endt med ufrivillige aborter. Vi har været gennem udredninger på Rigshospitalet, hvor det blev konstateret, at M´s krop frastøder graviditeterne. Til sidst kunne vi ikke mere og overvejede andre muligheder at få børn på herunder adoption. Vi overvejede mulighederne med adoption og tidshorisonten og nåede frem til, at det ikke var realistisk. Vores eneste anden udvej var surrogacy. Det var vanskeligt at blive klog på, hvordan det foregik, men efter nogle års undersøgelser, gik vi i 2017 i gang med en surrogacy proces. Vi fik kontakt til en udenlandsk kvinde, der skulle bære vores barn. Hun bor i Ukraine og har sine egne børn og ville gerne hjælpe os med at opnå glæden ved at få børn. I Ukraine er surrogacy lovligt og fungerer i praksis. Vi har stadig kontakt til hende den dag i dag og følger hinandens liv. Da B var født og papirerne var i orden, rejste vi hjem til Danmark med ham. Vi henvendte os på Borgerservice for at få B registreret herunder med os som mor og far. Vi er jo begge B´s mor og far og skal være der for ham resten af livet. På borgerservice blev papirerne modtaget og gennemgået, og sagsbehandleren lovede at vende tilbage. Efter en uge ringede vi og rykkede for, hvad der skete, da B skulle til læge og manglede personnummer. Vi modtog efterfølgende en henvendelse fra Borgerservice om dokumentation for, at M havde født B, hvilket vi jo ikke havde. F bad om et møde med Borgerservice, hvor det endte med, at F fortalte, at M ikke havde født B. Sagsbehandlerne bestemte herefter, at alene F kunne registreres som far, og at M ikke kunne registreres som mor. B står således registreret uden mor, og F har forældremyndigheden alene. For os er det så uretfærdigt, at vi og vores søn diskrimineres på denne måde. Det er ikke B´s tarv, at han ikke har en retlig mor, og det giver os en masse praktiske problemer i det daglige, når det kun er F, der kan kommunikere med institutioner og myndigheder. Det skaber samtidig en masse nervøse tanker hos os begge om, hvordan M og B er stillet, hvis F dør først, eller hvis vores forhold ikke længere kan holde til det pres, som samfundet lægger på os og vores familie. Vi er begge to ressourcestærke personer, der har truffet et valg om at få et barn via surrogacy, og vi forstår ikke, at vores måde at få barn på, ikke kan rummes her i landet. Som det fremgår, var det ikke vores første valg at skride til surrogacy. Vi havde ikke andre muligheder. Vi håber, at politikerne vil ændre på reglerne, så vores søn kan vokse op trygt og velvidende, at samfundet har accepteret den måde, han er kommet til verden på og sikre, at han retlig både har en mor og en far.”

Par 4
”Vi mødte hinanden i 2005 og nåede hurtigt frem til, at vi skulle i gang med at få børn på grund af medicinske forhold med M´s livmoder. Vi kom i fertilitetsbehandling i 2006, hvilket ikke lykkedes. Efter flere år med forgæves fertilitetsforløb, søgte vi adoption, som vi blev godkendt til i 2011. Der var en meget lang venteliste, og der skete stort set ikke noget i flere år. Som årene gik, begyndte vi at overveje surrogacy i udlandet. I 2018, hvor der stadig ikke var sket noget i adoptionssagen, indgik vi en surrogacyaftale. I den forbindelse mødte vi den kvinde, der ville bære barnet. Hun har selv børn og ville gerne hjælpe os. På grund af den tid, der var gået, var det nødvendigt at anvende ægdonation for at vi kunne være sikre på, at det kunne lade sig gøre. Efter surrogacy forløbet blev B født i 2020. Da vi vendte hjem til Danmark, kontaktede vi Borgerservice for at få B registreret med os som mor og far. Vi har begge hele tiden været enige om, at vi skal være B´s far og mor uanset hvad, der måtte ske. Borgerservice reagerede ved at bede om dokumentation for, at M havde født B. Det kunne vi jo ikke levere og fortalte, at B var født af en anden, men at B er vores barn. Det dokumenterede vi med en erklæring fra den kvinde, der havde født B, hvor det fremgik, at hun ikke er B´s mor. Det var en officiel erklæring fra det land, hvor B er født, og hvor B retligt anses for at være vores barn. Det endte med, at F blev registreret som far, hvorefter sagen blev henvist til Familieretshuset for stillingtagen til M´s registrering og spørgsmålet om forældremyndighed. Der er sagen stadig verserende, og vi ved ikke, hvordan sagen ender. Vi har imidlertid ingen grund til at tro, at Familieretshuset vil anerkende og registrere M som mor, selvom det er det, hun er, i vores familie. Denne behandling komplicerer vores liv på mange områder. B kan ikke blive døbt, og M kan ikke kontakte myndigheder eller fremtidige institutioner om B. Vi er meget skuffede over, at Danmark ikke anerkender vores familie og den måde, vi har fået barn på.”

Par 5
” Vi har været sammen i 18 år. Da vi havde været sammen i 7 år, forsøgte vi at få børn. Efter en graviditet, der endte i en ufrivillig abort, kom vi i fertilitetsbehandling. Efter 8 år i forgæves fertilitetsbehandlinger påbegyndte vi ansøgning om adoption og overvejede andre måder at få børn på. Vi fandt ud af, at surrogacy også var en måde at få børn på. Efter mange overvejelser valgte vi at gå videre med surrogacy og undersøgte mulighederne for at anvende M´s æg. Vi fik kontakt til et bureau i USA, der hjalp os i processen, og vi fik kontakt til en amerikansk kvinde, der ville hjælpe os med at bære vores børn. Det lykkedes os at få udtaget æg fra M, der kunne bruges, og der blev derefter opsat æg fra M, der var befrugtet med sæd fra F, i den amerikanske kvinde, som vi havde en rigtig god kontakt til i hele processen. Omkring fødslen tog vi derover i god tid og var med til fødslen, hvor vi straks efter fødslen varetog omsorgen og ansvaret for vores tvillinger. Efter papirarbejde i USA, hvor vi begge blev anerkendt som forældre og med fuld forældremyndighed, vendte vi hjem til Danmark med vores tvillinger. Vi havde forinden kontaktet sundhedsplejersken, da vi gerne ville have et hurtigt besøg, da tvillingerne ikke tog nok på i vægt. Ugen efter, henvendte vi os på Borgerservice, hvor vi begge blev registreret som henholdsvis mor og far, hvilket vi jo også er. På et efterfølgende besøg af sundhedsplejersken spurgte hun nærmere ind til fødslen. M valgte at være ærlig og fortalte, hvordan vores tvillinger var kommet til verden. Det medførte, at vi efterfølgende blev ringet op af kommunen, hvor de meddelte F, at M ikke kunne være registreret som mor til vores tvillinger, selvom M er biologisk mor til dem. Vi var meget rystede og kede af, at kommunen ikke anerkender vores måde at få børn på, men på den anden side, vil vi også gerne være ærlige om, hvordan vores børn er kommet til verden, ligesom vi har været det over for familie og venner og også vil være over for vores børn. Situationen nu er derfor, at F er registreret som far og eneforælder til vores tvillinger, der retligt ikke har nogen mor og M, der er biologisk mor, har ikke del i forældremyndigheden. Vi forstår ikke, at vores situation skal kompliceres på den her måde, og vi vil bare gerne anerkendes som den familie, vi er. ”

Par 6
”F1 og F2 fortæller, at vi mødte hinanden for omkring 10 år siden. Vi var enige om, at vi gerne ville have børn og undersøgte mulighederne for international adoption. Det stod os hurtigt klart, at det ville blive en meget langvarig proces. For omkring 5 år siden opdagede vi muligheden for at få børn via surrogacy og blev enige om at fortsætte af den vej. Der var reelt heller ikke andre muligheder for os. Vi fik kontakt til en utrolig sød kvinde og hendes mand, og kvinden var indforstået med at hjælpe os og fungere som graviditetsvært, og efter en nærmere udredning, undersøgelser og papirarbejde gik vi i gang. I 2018 fik vi B1 som F1 er biologisk far til, selvom vi hele tiden har været enige om, at B1 er vores fællesbarn, uanset hvad der måtte ske mellem os. B1 blev født i USA, hvor vi fik fuld forældremyndighed samtidig med, at det efter de amerikanske regler var nødvendigt, at både F1 og F2 adopterede B1. Derefter var alt papirarbejdet i USA på plads, og en måned senere vendte vi hjem til Danmark med B1. Vi henvendte os i Borgerservice for at få B1 registreret som vores fællesbarn, hvilket B1 jo er. Det endte med, at F1 efter dna test blev registreret som far, mens det efter et par måneder blev afvist, at F2 kunne registreres som medfar. Myndighedernes begrundelse for at afvise dette var, at der havde medvirket en rugemor. Det, at B1 kun har en far, er ikke kun noget formelt. Hvis F1 dør først, er B1 retligt forældreløs, og myndighederne skal bestemme, hvad der skal ske. Det er simpelthen urimeligt, at Danmark på den måde diskriminerer og forskelsbehandler vores familieform og umyndiggør vores familie, selvom vi hele tiden har været enige om, at B1 er vores fællesbarn. Hvis F1 dør først, kan F2 heller ikke sidde i uskiftet bo, så der opstår i givet fald mange problemer, vi skal forholde os til. I surrogacy processen var der mange aftaler og spørgsmål vi skulle forholde os til i USA. Det var hårdt og krævende, men vi havde simpelthen ikke fantasi til at forestille os, at det endte med at blive vores eget fædreland, der modarbejder os og vores barn. Er det det, som politikerne mener, bedst varetager børnenes tarv?”