Efter 12 års kamp: ”Nu skal min søster være rugemor”

Da vi mødte hinanden, snakkede vi hurtigt om, at vi skulle have børn sammen på et tidspunkt. Det havde været vores store drøm, også før mødte hinanden.

Vi startede ”projekt baby” for knap 12 år siden, og vi havde slet ikke ventet, at det skulle tage så lang tid. Et halvt år efter jeg stoppede med at tage P-piller, og der stadig ikke skete noget, tog vi til lægen. Vi blev hurtigt sendt videre til en fertilitetsklinik. Her fandt vi ud af, at jeg havde betændelse i mine æggeledere, og at jeg havde endometriose i svær grad. Herefter gik vi gang med at kunstig befrugtning, men ved det første forsøg var der slet ikke nogle af mine æg, der var gode nok til at arbejde videre med.

Vi blev noget chokerede, for vi skulle jo bare lige have lidt hjælp, og så skulle det nok gå. Sådan havde vi i hvert fald forstået det. Efter fire forsøg og fem operationer stod vi stadigvæk uden barn. Først blev min ene æggeleder fjernet, for den var for dårlig. Ligeledes fjernede de endometrioser. Dernæst blev den anden æggeleder og flere endometrioser fjernet. Ved de næste to operationer gik man igen til kamp mod endometrioserne. Til sidst blev jeg rådet til at få fjernet alt: Både æggestokke og livmoder. Mine æg kunne heller ikke bruges. Forud for den sidste operation i rækken forsøgte vi med donoræg ad to omgange i det private – uden held.

Så startede vores adoptionsproces. Vi blev godkendt, og glæden var stor, for nu skulle det nok lykkedes. Vi kom på den etiopiske venteliste, men kort tid efter opstod der problemer med Etiopien. Det var også nyhederne, og vores venteliste gik næsten i stå. Derudover kom der den ene gebyrstigning efter den anden. Det sværeste var følelserne omkring de meget lange udsigter til at vi kunne blive en familie. Der skete rigtig meget på adoptionsområdet på det tidspunkt, og det endte med, at begge adoptionsformidlende organisationer blev lagt sammen. Igen måtte vi vente, vente og vente. Kort tid efter de blev lagt sammen, gik ministeren ud og sagde, at vi nu slet ikke måtte adoptere fra Etiopien længere. Vores verden brød sammen igen, hvad nu? Vi skulle vælge et andet land, men var i tvivl. Hvilket land skulle vi vælge, for at undgå, at det hele ville ske igen? Vi tænkte meget over, at vi rent faktisk kunne stå i samme situation igen 2 år senere, hvis det nye land nu også lukkede i.

Min søster havde igennem længere tid sagt, at hun gerne ville være rugemor for os. Grunden til at vi ikke var gået ind i det tidligere var, at vi frygtede for alt det, hun skulle igennem. Det ville vi ikke byde hende.

Men nu er vi her, og situationen har ændret sig markant. Vi har sagt ja tak til hjælpen. Det har vi gjort efter grundige overvejelser og mange snakke, både mellem os på tomandshånd, men også sammen med min søster og hendes mand. Vi har snakket om vores praktiske muligheder, men også om hvordan vi kan være med i graviditeten og under fødslen. Jeg er helt sikker på, at vi alle kan klare det – både psykisk og følelsesmæssigt. Når vi mærker efter, er det bare det rigtige for os. Vi er heldigvis gode til at snakke om de svære ting, både med hinanden, men også med min søster og svoger.

Det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men et spørgsmål om hvornår. Vores aftale går på, at vi om et år skal finde ud af, om det er nu, vi skal i gang, eller om vi skal vente lidt længere. Årsagen er, at min søster og svoger fik en søn i slutningen af 2015. Nu skal hun ovenpå igen, og de skal have en hverdag op og køre, når hun starter på arbejde og han i dagpleje. De har derudover 2 dejlige piger.

Min søster og jeg er meget tætte, og min mand og jeg er hende evig taknemlig for hvad hun – og ikke mindst hendes familie – gør for os.

Det er meget svært at forklare, hvordan vi har det som et barnløst par, der brændende ønsker sig et barn, en familie. Det tætteste vi kan komme, er et stort tomrum. Der mangler noget, og samtidig gør det så ondt helt ind i hjertet. Det er ligesom, man ikke føler sig hel. Vi er privilegerede hvad angår ægteskab, job og hjem, men der mangler noget.

– Anonym mor