Ekspertarrangement 25. September

KOM TIL EKSPERTARRANGEMENT D. 25. SEPTEMBER 2018 KL. 19-21
Kære Medlemmer
Så er det igen tid til at samles i vores forening. Denne gang er temaet soloforældreskab.
Vi har 2 eksperter på området til at komme og fortælle om deres vej til forældreskab:

Anthony Aconis, solofar til tvillinger, som han har fået ved hjælp af svangerskabsdonation.
Signe Fjord, solomor til en datter ved hjælp af donorsæd.

Som ved alle vores arrangementer vil der også være rig lejlighed til at få en hyggesnak med de andre medlemmer over en kop kaffe.

Vi håber at se så mange af jer som muligt! Husk tilmelding, så vi kan tilpasse mængden af stole, kaffe og kage.

HVOR & HVORNÅR
Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø
D. 25. september 2018, kl. 19.00-21.00.
Østerbrohuset er beliggende 300 meter fra Nordhavn Station. Samtlige S-tog, med undtagelse af linje F, standser på denne station. Derudover stopper bus 3A, 8A og 37 også ved Nordhavn Station.

TILMELDING HER

DARE til Folkemødet 2018

DARE var igen i år på Folkemødet – og sikke et event!

Vi havde ingen stand men pimpede i stedet en barnevogn til at være vores mobile debatvogn og rullede dernæst højgravide rundt på festivalspladsen for at nedbryde fordomme om surrogacy. Vi blev mødt af støtter, modstandere og skeptikere. Den største sejr er klart alle de mange debatter vi havde med skeptikere, der langede ud med fordom efter fordom men endte med en krammer og et Facebook-like. Vi estimerer at vi fik talt med ca 200 gadedebattanter og fik givet ca 600 chokolader ud!

Udover vores synlighed, arrangerede vi, i samarbejde med Effektor, en debatpanel omkring etikken om surrogacy. Tak til alle involverede paneldeltagere og vores ordfører, Pia Allerslev.

Paneldeltagere:

  • Ekaterina Krarup Andersen, Blogger
  • May-Britt Kattrup (LA), sundhedsordfører
  • Mikkel Raahede, formand for DARE
  • Poul Jaszczak, medlem af Det Etiske Råd
  • Sørine Gotfredsen, sognepræst
  • Julie Skovsby (S), MF og næstformand i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Folkemødet handler også om forbindelser. Vi fik en masse gode snakke med ministre (eks. vores Ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen) og relevante ordførere fra diverse partier, så der er godt med kaffemøder på Borgen i vores pipeline. Derudover, fik vi mødt flere andre interesse- og politiske organisationer, som støtte samme sag og fik åbnet døre for nye debatmuligheder til næste års Folkemøde.

Tak til Folkemødet for en uforglemmelig og uvurderlig oplevelse. Vi ses igen til næste år!

DARE kommer til Aarhus: Oplæg og networking med vores eksperter

  • HVAD: Oplæg ved DARE + networking søndag den 15. april 2018 kl. 15-17
  • HVOR: Culture Workspace, Sverigesgade 6, 8000 Aarhus C
  • HVEM: Åbent for alle
  • HVORDAN: Tilmelding via bit.ly/DareAarhus

DARE er foreningen , man taler med, når drømmen om at stifte familie måske synes slukket. Hos DARE finder du et socialt, vidende og proaktivt fællesskab af ligesindede mennesker med ekspertise inden for den danske lovgivning omkring klassiske og alternative familieformer.

I foreningen DARE arbejder vi for fuld ligestilling for alle familiekonstellationer i Danmark. Der skal være plads til hele paletten lige fra kernefamilier over regnbuefamilier til selvvalgte singleforældre og familier stiftet gennem surrogacy – også kendt som rugemoderskab.

Til eventet i Aarhus den 15. april har vi særligt fokus på surrogacy, og du vil kunne høre et oplæg ved DAREs formand, Mikkel Raahede, som er far til tre døtre født ved hjælp af en “bærer”. Ligeledes vil DAREs næstformand, advokat Louise Traberg Smidt, fortælle om sit arbejde med alternativ familiedannelse fra et juridisk perspektiv.

Alle har en mening om surrogaci

alle har en holdning

”Ej, men hvor er det også bare en spændende diskussion.”

”Nej, egentlig ikke” svarede min mand, mens vi begge tog en dyb indånding. ”Det er det faktisk ikke”.

Vi befinder os i det limbo, hvor der endnu ikke er sparet helt nok sammen til vores største drøm så småt kan tage sin begyndelse. Vi har i mange år talt om, hvor dejligt det vil blive at få børn, men vi har først for alvor sat os ind i processen for et lille års tid siden.

Siden da, har der været flere ups and downs, senest da vores andelsforening gik konkurs og vi måtte æde en ordentlig tilbagesætning i forhold til vores opsparing. Samtidig har det heldigvis vist sig at det fællesskab der er omkring surrogacy, er utrolig imødekommende og fuld af ildsjæle. Det gør en ellers kompliceret proces meget mere overskuelig og fortrøstningsfuld.

Der er naturligvis mange ting, vi går glip af når hverken min mand eller jeg kan bære barnet. Når vi derfor har valgt at inkludere en håndfuld af vores nærmeste venner og familie i planerne, har det været i et ønske parallelt med de fødedygtiges ”vi har besluttet os at gå i gang med at forsøge at blive gravide”.

For os har det været en dejlig og stor beslutning som vi har glædet os til at dele med vores allernærmeste. Det er på sin vis et lige så rørende øjeblik og en markering af en ny fase af vores liv, ligesom da vi fortalte at vi var blevet forlovede og senere gift. Det er måske netop også derfor, at det nu føles så anderledes når reaktionerne dengang var ren glæde og lykønskninger fra vores pårørende.

Det plejer at starte meget fint, folk bliver glade og fortæller hvor stort det er. Hvor fantastisk det er, at vi skal have børn og hvor meget de glæder sig til at blive en del af vores kommende børns liv.

Men så sker der også noget derefter. Det bliver ikke blot ved lykønskningerne og glæden ved at skulle være hyggetante eller weekend-onkel. Så begynder debatten nemlig:

”Det er også alligevel flot at nogen vil lægge krop til.”

”Hvordan sikrer I jer at donor og surrogatmor gør det her frivilligt?”

”Det er godt nok også en gråzone i forhold til det etiske, hva’?”

”Har I overvejet hvordan I vil reagere hvis surrogatmor vil beholde barnet?”

”Jeg kan virkelig godt forstå, hvis hun knytter sig til barnet og vil have svært ved at slippe det. Det er jo også lidt et slags overgreb på hendes følelser”.

Og listen fortsætter.

Ja, undskyld mit franske; men hvad fanden bilder folk sig egentlig ind?

Selvfølgelig har vi overvejet det etiske. Selvfølgelig har vi sat os godt og grundigt ind i forholdene og processen for både donor og surrogatmor. Selvfølgelig er der følelser og menneskelige kroppe i spil, men det betyder ikke at surrogacy hverken udnytter de involverede eller er lighedstegn med illegal menneskehandel. Selvfølgelig er der ingen der mere end os, ønsker at den fantastiske kvinde der skal bære vores barn i fremtiden, har det godt – og gør det fordi hun VIL.

Når folk bringer det ”spændende” dilemma eller de ”interessante” etiske principper på banen, glemmer de at der sidder to mennesker overfor dem som aldrig har inviteret til den debat. Ligesom vi heller ikke påpegede den ”interessante” risiko ved at få et barn med fysiske skavanker eller forældre med fødselsdepressioner, da de selv med glædeslys i øjnene berettede om deres egen graviditet. Det ville være upassende og totalt uden for kontekst. Vi valgte at dele vores glæde ved at skulle have børn – ikke at åbne op for en debat om vores livsstil eller valg her i livet.

Surrogacy er på en måde et emne som alle kan have en holdning til. Når man i retorik skulle øve sig i at fremstille argumenter var prostitution, aktiv dødshjælp – og nu også surrogacy – oplagte emner, fordi det var nemt at have holdning til, og ikke noget der krævede videre research. Alle har nemlig ret til at have en mening når det kommer til menneskeliv – og alle kan blive enige om at det er forkert at udnytte andre mennesker.

Forskellen her er blot at vi ikke befinder os i en undervisningstime i dansk eller retorik på gymnasiet. Der er ingen som har lagt op til fællesdiskussion eller kritik af surrogacy, og når vi pludselig går fra at tale generelt om surrogacy, og i stedet bruger ordet ”vi” er det første folk svarer ”Men det er jo heller ikke fordi jeg har noget imod jeres beslutning eller surrogacy, men det er bare også så spændende en diskussion!”

”Nej, egentlig ikke” svarer vi igen i håb om at vi kan vende tilbage til at tale om babyværelse og barnevogne.

– Anonymt par

”Folk, der tror, det handler om udnyttelse af kvinder, ved ikke, hvad de taler om”

fordomme

Min mand og jeg er på en lang rejse, hvor vi er ved at stifte familie ved hjælp af en rugemor i USA. I grunden bryder vi os faktisk ikke om ordet ”rugemor”, for hun er ikke barnets mor. I USA bruger de begrebet ”Carrier”, og det er lige præcis det, hun gør: Bærer vores børn. Vi håber nemlig på at få tvillinger.
I Danmark farer folk hurtigt i flint, når man taler om surrogacy. De kan ikke forestille sig, hvorfor en kvinde skulle ville lægge krop til et andet pars graviditet. Og når der så også kommer penge ind i billedet, er den helt gal. Jeg tror det er fordi, at vi i Danmark slet ikke ved nok omkring, hvordan det system fungerer. Folk, der tror, det handler om udnyttelse af kvinder, ved ikke hvad de taler om.

I USA er hele processen styret af FDA, som er den amerikanske sundhedsstyrelse. Kommercielt surrogacy har været lovligt i over 20 år, og kvinderne, som stiller op, skal både have født tidligere, have en sund økonomisk og psykologisk profil, samt et stærkt støttenetværk i form af familie og venner. De gør det ikke, fordi de ”bare har brug for pengene”. Vores bærer bliver kompenseret med ca. 200.000 danske kroner, hvilket på ingen måde er et livsændrende beløb for en amerikansk middelklassekvinde. Hun gør det langt hen ad vejen også fordi, hun gerne vil hjælpe, og vi ser pengene som en tak for de fysiske, medicinske og mentale belastninger, hun skal døje med undervejs.

Desuden er det ikke hendes egne biologiske børn, hun skal bære for os. Vi bruger sæd fra både mig og min mand sammen med æg fra en donor. Altså en helt anden kvinde. På den måde vil børnene, som vores bærer bliver gravid med, juridisk set være vores helt fra starten, ligesom det kan hjælpe på adskillelsesfasen, at bærer ved, at det ikke er hendes biologiske børn, hun skal føde og give fra sig.

Vi trænger i den grad til at få startet en offentlig debat herhjemme omkring hvad der er op og ned i forhold til kommercercielt surrogacy. Men så længe det er ulovligt, tør vi ikke stille os frem med navn og ansigt, selvom det sikkert ville hjælpe, så andre folk kunne relatere bedre til vores historie. Fordommene lever desværre i bedste velgående, og man kan ikke se nuancerne i en sag, før der bliver kastet et skarpere lys over den.

– Anonym

Tal om det – fortæl jeres historier

Friendship Together Bonding Unity Youth Culture Concept

Som homoseksuel er jeg vant til at være en minoritet og har flere gange i mit liv, især da jeg var yngre, skulle forklare mig om helt private emner der relaterede til min seksualitet. Det er en af grundene til at det ligger mig, og sikkert mange andre homoseksuelle, ret naturligt at tale om privatlivet. Jeg har som homoseksuel mand altid vidst at jeg ikke bare lige kunne få et barn, men skulle arbejde for at drømmen kunne gå i opfyldelse.

Nu har jeg fået muligheden for at møde heteroseksuelle par der er i samme båd som mig. Da jeg fandt ud af at måske halvdelen af alle der søger surrogacy som sidste mulighed er heteroseksuelle par blev jeg ret chokeret. Det er uforklarlig barnløse eller par hvor kvinden ikke kan få børn af helbredsmæssige årsager og derfor heller ikke kan adoptere. Jeg har observeret at den gruppe af heteroseksuelle par går langt mere stille med dørene end os homoseksuelle. Det lader til at være et dybt tabuiseret emne. Af dem jeg har talt med er der meget skam involveret for disse par – måske fordi alle, inklusive dem selv, altid har forventet at de nemt skulle få børn. Og de færreste har nogensinde været en minoritet med dertilhørende ulighed.

En stor del af homoseksuelles rettigheder gennem nyere tid kommer fra menneskeliggjorte historier. Hvis man tier, rykker det politiske landskab sig ikke. Min opfordring til jer heteroseksuelle par der ønsker jer børn gennem surrogacy ligesom os homoseksuelle par der heller ikke kan få børn: Tal om det – fortæl jeres historier. Det hjælper og I vil finde mange flere der er i præcis samme båd som jer. Og så kan vi allesammen, homoseksuelle som heteroseksuelle, kæmpe side mod ulighederne og diskriminationen i loven.

– Anonym

”Jeg tror simpelhen ikke, at surrogacy er nogens Plan A”

Min mand og jeg har altid begge drømt om at få børn, og det har været en naturlig snak og et fælles mål lige fra starten af vores forhold, selv om vi er to mænd. Vi havde snakket længe med en lesbisk veninde om at stifte en regnbuefamilie, men da hun trak i land, inden behandlingen skulle til at gå i gang, var det en brat opvågning i forhold til, hvor skrøbelig den konstellation det kan være både i forhold til juridiske forældreroller, opdragelse og samliv.

Vi rettede i stedet øjnene mod adoption uvidende omkring, at det stort set er umuligt for et homoseksuelt par at adoptere et raskt barn fra udlandet. Selv om det er gjort lovligt at adoptere herhjemme, vil stort set ingen lande give deres børn til homoseksuelle. Det ene land, som alligevel har åbnet op, er Sydafrika, som giver mulighed for at adoptere et sygt eller handicappet barn – og så kan man stadig få lov til at kæmpe med udmagrende ventelister og tårnhøje gebyrer.

Vi havde slet ikke overvejet surrogacy, før en bekendt fortalte om mulighederne i USA. Vi forbandt det med noget etisk uansvarligt, der foregik i Fjernøsten, hvor kvinderne gjorde det af alle de forkerte årsager. Men pludselig åbnede der sig en ny chance: Vi havde alligevel fået muligheden for at kunne få vores børn med hjælp fra et land, hvor hele processen overvåges nøje af den amerikanske sundhedsstyrelse, og hvor psykologer, eksperter og læger følger med skridt for skridt.

Jeg tror simpelthen ikke, at surrogacy er nogens Plan A. Det er så omkostningstungt, at vi måtte sælge vores hus for at få råd til forløbet. Vi gav køb på selve vores fundament for at kunne opfylde vores drøm om at starte en familie. Først troede vi at det skulle være et regnbuebarn, dernæst et adoptivbarn, men i sidste ende bliver det et surrogacybarn. Og vi kunne ikke være mere lykkelige!

Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig

Vi ikke blot overvejer, men har besluttet os for at bruge surrogacy, som virker som det eneste rigtige for os. I fredags tog vi til Sverige for at mødes med repræsentanter fra et amerikansk bureau til en gratis konsultation. Da vi tog derfra, var jeg fuldstændig overvældet af al den information og af en ny følelse af håb for fremtiden.

Da jeg var 19 år, blev jeg meget sent diagnosticeret med MRKH-syndrom. For mit vedkommende betyder det, at jeg er født uden livmoder, men med velfungerende æggestokke. Min verden faldt fra hinanden den dag. For første gang siden dengang føles det nu som om, at stumperne, som tilsammen udgør min lykke, er ved at samles. At kunne sætte et barn i verden og skabe en familie sammen med den mand jeg elsker er mit største ønske. At kunne se den dybe kærlighed, min kæreste og jeg føler for hinanden, komme til live og blive legemliggjort i et barn, der biologisk set er vores eget, udgør for mig selve meningen med livet.

Surrogacy giver mig muligheden for at åbne døren til et liv, som jeg troede for altid kun var forbeholdt andre end mig. Jeg er håbefuld og dødsensangst. Der er så meget, der kan gå galt og samtidig så meget, der kan vindes. Som henholdsvis ambulanceredder og studerende er vi på ingen måde velstillede. Vi sætter os i dyb gæld, giver afkald på drømmen om et hus og involverer vores forældre i sådan en grad både økonomisk og følelsesmæssigt, at det ikke længere kun handler om os.

For en som mig, som altid ifører sig både livrem og seler og aldrig foretager sig noget spontant, føles det enormt grænseoverskridende at involvere sig i surrogacy. Ikke mindst fordi omstændighederne gør, at vi ikke kan spille med åbne kort. Vil jeg gøre mig nogen som helst forhåbninger om i Danmark at bliver anerkendt som et potentielt kommende barns mor ved fødslen og have ret til barsel, er jeg tvunget til at lyve for min arbejdsplads, for dele af min omgangskreds og over for det danske system. Jeg må sige, at jeg på en ferie til USA pludselig fødte et barn uvidende om min graviditet. Angsten for at nogen skal opdage, hvad vi er i gang med og forsøge at sætte en stopper for det, er næsten ubærlig.

Når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg indeholder den styrke, vilje, udholdenhed og optimisme der skal til for at det kan lykkes. Reaktionen hos vores forældre spænder vidt fra fuldstændig opbakning til tvivlsspørgsmål og bekymring. Det er svært at kaste sig ud i noget som i den grad får alarmklokkerne til at ringe hos andre. Men vi må forblive tro mod os selv, og jeg ved, at vi vil fortryde det, hvis vi lod denne chance passere.

– Anonym

En rugemor fortæller: ”For mig er det et naturligt valg!”

Jeg skal være rugemor for et homoseksuelt par. Det bliver med et donoræg, da grænsen for hvad min mand kan tolerere går ved, at jeg skal bruge mine egne æg. Vi overvejede Barcelona og en klinik, der ligger der, men da lovgivningen ikke tillader mænd at benytte rugemødre, skulle alting være fordækt.

Vi er i stedet ved at se på en klinik i USA, hvor alting nærmest foregår ved hjælp af et menukort. Det er en HELT anden verden end i Europa. Det er helt vildt hvad sådan en omgang koster! Det burde i min optik være lige så dyrt, som hvis det var heteroseksuelt par, der skulle igennem samme omgang, men det er rent faktisk dyrere for homoseksuelle.

Hvorfor gør jeg det? Jeg er jo blot veninde til min mands gymnasieven og hans partner?

For mig er det et naturligt valg! Intet kan få mig til at vælge nogle fra blot på grund af deres seksuelle orientering. Man burde som udgangspunkt blive spurgt ved lægebesøg herhjemme, om han har lyst til at donere et æg eller nogle sædceller. Tankegangen omkring mennesker, der føler sig nødsaget til at gå kreativt til værks for at stifte familie, nok ændre sig en smule.

Kronik: “Giv mig dog lov til at købe mig til en livmoder”

Tilbage i september 2014 bragte Dagbladet Information en kronik skrevet af en frustreret, ung, homoseksuel mand. Emnet var klart: Når homoseksuelle diskrimineres i adoptionsprocessen, og der ikke er lovgivning til at understøtte brugen af surrogatmor i Danmark, hvad gør man så, når man brændende ønsker at stifte familie?

Morten Bak Kristoffersens kronik udstiller en virkelighed, hvor politiske beslutninger langt hen ad vejen træffes ud fra mytedannelser og moralisering på andres vegne. For hvem skal egentlig bestemme, hvad voksne mennesker gør med deres kroppe, så længe det foregår på oplyst, kontrolleret og forsvarlig vis?

Læs hele kronikken ved at klikke på linket nedenfor. Selv om den har et par år på bagen, er det stadig en markant opfordring til tage hul på en nødvendig diskussion.

https://www.information.dk/debat/2014/09/giv-lov-koebe-livmoder