”Jeg tror simpelhen ikke, at surrogacy er nogens Plan A”

Min mand og jeg har altid begge drømt om at få børn, og det har været en naturlig snak og et fælles mål lige fra starten af vores forhold, selv om vi er to mænd. Vi havde snakket længe med en lesbisk veninde om at stifte en regnbuefamilie, men da hun trak i land, inden behandlingen skulle til at gå i gang, var det en brat opvågning i forhold til, hvor skrøbelig den konstellation det kan være både i forhold til juridiske forældreroller, opdragelse og samliv.

Vi rettede i stedet øjnene mod adoption uvidende omkring, at det stort set er umuligt for et homoseksuelt par at adoptere et raskt barn fra udlandet. Selv om det er gjort lovligt at adoptere herhjemme, vil stort set ingen lande give deres børn til homoseksuelle. Det ene land, som alligevel har åbnet op, er Sydafrika, som giver mulighed for at adoptere et sygt eller handicappet barn – og så kan man stadig få lov til at kæmpe med udmagrende ventelister og tårnhøje gebyrer.

Vi havde slet ikke overvejet surrogacy, før en bekendt fortalte om mulighederne i USA. Vi forbandt det med noget etisk uansvarligt, der foregik i Fjernøsten, hvor kvinderne gjorde det af alle de forkerte årsager. Men pludselig åbnede der sig en ny chance: Vi havde alligevel fået muligheden for at kunne få vores børn med hjælp fra et land, hvor hele processen overvåges nøje af den amerikanske sundhedsstyrelse, og hvor psykologer, eksperter og læger følger med skridt for skridt.

Jeg tror simpelthen ikke, at surrogacy er nogens Plan A. Det er så omkostningstungt, at vi måtte sælge vores hus for at få råd til forløbet. Vi gav køb på selve vores fundament for at kunne opfylde vores drøm om at starte en familie. Først troede vi at det skulle være et regnbuebarn, dernæst et adoptivbarn, men i sidste ende bliver det et surrogacybarn. Og vi kunne ikke være mere lykkelige!

Stedbarnsadoption

I Danmark er ikke kommercielt (altruistisk)  surrogatmoderskab tilladt, hvilket betyder, at man som barnløst par gerne må få en veninde eller et familiemedlem til at være rugemor og derigennem få muligheden for at blive forældre. Dog har man fra lovgivers side ikke fulgt op med regler, som tager højde for en sådan situation, når barnet skal registreres. Det medfører, at den intenderede mor ikke registreres som mor til barnet. Derimod bliver den fødende kvinde (rugemoderen) altid registreret som mor til barnet, også selvom hun ikke ønsker dette.

Således kan den intenderede mor ikke få barsel og er dermed tvunget til egenbetalt orlov, hvis hun vil gå hjemme med sit nyfødte barn. Det kan blandt andet få den konsekvens, at familien alene ud fra et økonomisk perspektiv føler sig nødsaget til at sætte barnet tidligt i institution.

For at den intenderede mor kan blive registreret som mor, kræver det en stedbarnsadoption, og det kan man som udgangspunkt først få efter 2,5 års bopæl sammen med barnet. Som intenderet mor skal man altså vente mindst 2,5 år på at blive anerkendt som mor i det danske system, hvilket sætter kvinden i en meget sårbar situation både følelsesmæssigt men også juridisk, i fald at barnets far dør før stedbarnsadoptionen er gennemført.

I DARE kæmper vi for, at loven skal være lige for alle former for familiekonstellationer. Følg os på facebook.dk/dare eller læs mere på vores hjemmeside daredanmark.dk, hvor du også kan melde dig ind i foreningen.