Alle har en mening om surrogaci

alle har en holdning

”Ej, men hvor er det også bare en spændende diskussion.”

”Nej, egentlig ikke” svarede min mand, mens vi begge tog en dyb indånding. ”Det er det faktisk ikke”.

Vi befinder os i det limbo, hvor der endnu ikke er sparet helt nok sammen til vores største drøm så småt kan tage sin begyndelse. Vi har i mange år talt om, hvor dejligt det vil blive at få børn, men vi har først for alvor sat os ind i processen for et lille års tid siden.

Siden da, har der været flere ups and downs, senest da vores andelsforening gik konkurs og vi måtte æde en ordentlig tilbagesætning i forhold til vores opsparing. Samtidig har det heldigvis vist sig at det fællesskab der er omkring surrogacy, er utrolig imødekommende og fuld af ildsjæle. Det gør en ellers kompliceret proces meget mere overskuelig og fortrøstningsfuld.

Der er naturligvis mange ting, vi går glip af når hverken min mand eller jeg kan bære barnet. Når vi derfor har valgt at inkludere en håndfuld af vores nærmeste venner og familie i planerne, har det været i et ønske parallelt med de fødedygtiges ”vi har besluttet os at gå i gang med at forsøge at blive gravide”.

For os har det været en dejlig og stor beslutning som vi har glædet os til at dele med vores allernærmeste. Det er på sin vis et lige så rørende øjeblik og en markering af en ny fase af vores liv, ligesom da vi fortalte at vi var blevet forlovede og senere gift. Det er måske netop også derfor, at det nu føles så anderledes når reaktionerne dengang var ren glæde og lykønskninger fra vores pårørende.

Det plejer at starte meget fint, folk bliver glade og fortæller hvor stort det er. Hvor fantastisk det er, at vi skal have børn og hvor meget de glæder sig til at blive en del af vores kommende børns liv.

Men så sker der også noget derefter. Det bliver ikke blot ved lykønskningerne og glæden ved at skulle være hyggetante eller weekend-onkel. Så begynder debatten nemlig:

”Det er også alligevel flot at nogen vil lægge krop til.”

”Hvordan sikrer I jer at donor og surrogatmor gør det her frivilligt?”

”Det er godt nok også en gråzone i forhold til det etiske, hva’?”

”Har I overvejet hvordan I vil reagere hvis surrogatmor vil beholde barnet?”

”Jeg kan virkelig godt forstå, hvis hun knytter sig til barnet og vil have svært ved at slippe det. Det er jo også lidt et slags overgreb på hendes følelser”.

Og listen fortsætter.

Ja, undskyld mit franske; men hvad fanden bilder folk sig egentlig ind?

Selvfølgelig har vi overvejet det etiske. Selvfølgelig har vi sat os godt og grundigt ind i forholdene og processen for både donor og surrogatmor. Selvfølgelig er der følelser og menneskelige kroppe i spil, men det betyder ikke at surrogacy hverken udnytter de involverede eller er lighedstegn med illegal menneskehandel. Selvfølgelig er der ingen der mere end os, ønsker at den fantastiske kvinde der skal bære vores barn i fremtiden, har det godt – og gør det fordi hun VIL.

Når folk bringer det ”spændende” dilemma eller de ”interessante” etiske principper på banen, glemmer de at der sidder to mennesker overfor dem som aldrig har inviteret til den debat. Ligesom vi heller ikke påpegede den ”interessante” risiko ved at få et barn med fysiske skavanker eller forældre med fødselsdepressioner, da de selv med glædeslys i øjnene berettede om deres egen graviditet. Det ville være upassende og totalt uden for kontekst. Vi valgte at dele vores glæde ved at skulle have børn – ikke at åbne op for en debat om vores livsstil eller valg her i livet.

Surrogacy er på en måde et emne som alle kan have en holdning til. Når man i retorik skulle øve sig i at fremstille argumenter var prostitution, aktiv dødshjælp – og nu også surrogacy – oplagte emner, fordi det var nemt at have holdning til, og ikke noget der krævede videre research. Alle har nemlig ret til at have en mening når det kommer til menneskeliv – og alle kan blive enige om at det er forkert at udnytte andre mennesker.

Forskellen her er blot at vi ikke befinder os i en undervisningstime i dansk eller retorik på gymnasiet. Der er ingen som har lagt op til fællesdiskussion eller kritik af surrogacy, og når vi pludselig går fra at tale generelt om surrogacy, og i stedet bruger ordet ”vi” er det første folk svarer ”Men det er jo heller ikke fordi jeg har noget imod jeres beslutning eller surrogacy, men det er bare også så spændende en diskussion!”

”Nej, egentlig ikke” svarer vi igen i håb om at vi kan vende tilbage til at tale om babyværelse og barnevogne.

– Anonymt par